»Det løber mig koldt ned ad ryggen. Jeg mærker bare vrede og væmmelse.«

Sådan lyder reaktionen fra en person, der i mange år har kendt og været tæt på Korsørmanden. 

Ordene kommer efter, at politiet har færdiggjort efterforskningen og tiltalt den 32-årige mand i sagen om drabet på Emilie Meng, kidnapningssagen fra Kirkerup og for et voldsomt overfald begået mod en 15-årig efterskoleelev fra Sorø.

Som noget nyt kom det frem, at politiet også har tiltalt manden for drabsforsøg på den 13-årige pige fra Kirkerup. 

Og det gør unægteligt indtryk på flere af de personer, der har været tæt på ham i årevis. Af hensyn til sagens karakter, ønsker personerne ikke at få deres navn frem, men B.T. er bekendt med deres identitet.

»Det er jo for sindsygt, hvis han har prøvet at dræbe den 13-årige også,« fortæller en af de personer, der har været tæt på Korsørmanden og fortsætter: 

»Hvis det passer det hele, så må han rådne op.«

Den 32-årige tiltalte nægter sig ifølge sin advokat Karina Skou skyldig i sagen om Emilie Meng samt sagen fra Sorø. Han erkender fortsat delvist forholdene i sagen med den 13-årige fra Kirkerup. Dog nægter han forholdet om drabsforsøg. 

Foto: Privat 
Foto: Privat 
Vis mere

Kilden har kendt Korsørmanden i 2016, hvor drabet på Emilie Meng fandt sted. Kilden har også kendt den 32-årige, da efterskoleeleven blev overfaldet i 2022 og også i april 2023, hvor den 13-årige blev bortført.

Hvis Korsørmanden bliver dømt for forbrydelserne, så er der specielt én tanke, som vil fylde. 

Nemlig at vedkommende har været sammen med Korsørmanden i al den tid,  hvor de formodede forbrydelser har fundet sted. 

I al den tid har de talt og grint, som om intet mørkt eller ekstremt var sket.

De samme følelser går igennem en anden kilde, som også har kendt Korsørmanden i en lang årrække. 

»Der har intet mistænkeligt været. Det er så skræmmende.«

Kilden beskriver, at de to altid har haft et godt forhold, hvor de også har været i hinandens hjem. 

Det var efter en avisrute i Kirkerup, at en 13-årig pige forsvandt. Foto: Anthon Unger
Det var efter en avisrute i Kirkerup, at en 13-årig pige forsvandt. Foto: Anthon Unger
Vis mere

Derfor gav det også et sug i maven, da kilden blev orienteret om, at den 13-årige pige blev fundet på Korsørmandens adresse.

»Jeg gik i chok. Det var simpelthen så ubehageligt, hvor jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle håndtere mine følelser. Jeg var både ked af det, vred og forvirret. Med det samme tog jeg afstand og slettede ham alle steder fra.«

Og chokket blev kun yderligere forstærket, da sagen om Emilie Meng og overfaldet fra Sorø kom til. 

»I snart ni måneder har jeg bare været i en chokboble. Og jeg kan ikke komme ud af den, føler jeg.«

At der nu er rejst tiltale er stadig surrealistisk at forholde sig til.

»Det hele er klamt og surrealistisk at tænke på. Alle de her tusindvis af følelser farer stadig rundt. Men jeg tænker, at der nu må være noget om det, efterhånden som det hele er blevet belyst.«

Korsørmanden blev mandag morgen præsenteret for et anklageskrift, der beskriver blandt andet langvarig frihedsberøvelse, voldtægt og drab på Emilie Meng.

Derudover er han tiltalt for drabsforsøg, langvarig frihedsberøvelse og voldtægt af den 13-årige pige fra Kirkerup samt overfaldet på en 15-årig efterskoleelev fra Sorø, som han ifølge politiet havde til hensigt at frihedsberøve og voldtage.

Chefanklager Marie Bindslev har varslet, at der i anklageskriftet vil fremgå yderligere overtrædelser, ligesom der under retssagen vil komme hidtil ukendte oplysninger frem.

Det er endnu uvist, hvad der står i det konkrete anklageskrift, da der skal gå en uge fra, at det bliver præsenteret for den tiltalte, før pressen kan få aktindsigt.

Sagen mod Korsørmanden forventes at starte 14. maj ved Retten i Næstved, hvor der er afsat 18 retsdage.

Bliv klogere på seneste udvikling om Korsørmanden i kriminalredaktionens podcast 'På Fersk Gerning' her, eller hvor du plejer at høre podcast.