Det bliver svært at vælge, om man helst vil være en flue på væggen på efterretningstjenesternes kontor eller på justitsministerens kontor, efter sagerne mod Lars Findsen, Claus Hjort Frederiksen og en tidligere PET-ansat er blevet droppet.

Og selvom tidligere V-minister er en lettet mand, så ser han fortsat hjemsendelsen af Lars Findsen og de øvrige medarbejdere fra Forsvarets Efterretningstjeneste som en decideret svinestreg.

»Det er en svinestreg, fordi regeringen ved godt, at når man hjemsender folk, så får de et stort mærke i panden om, at de her mennesker, dem skal man være forsigtig med,« siger den tidligere minister til B.T.

Fredag kom Højesteret med en afgørelse om, at sagerne mod Claus Hjort Frederiksen og Lars Findsen skulle foregå for delvist åbne døre.

Og det er ifølge anklagemyndigheden disse afgørelser, der betyder, at sagerne bliver lagt ned.

»Det er jo selvfølgelig en stor lettelse, men også en undren over, hvordan det kunne gå så vidt. Og det er stadig en gåde for mig, at det har været så dramatisk et forløb,« siger Claus Hjort Frederiksen, der formentlig kommer til at åbne en flaske vin eller to. 

»Men mon ikke, at jeg skal have et glas i aften?«

Tidligere PET-ansat: Stor befrielse
Det er som nævnt ikke kun den tidligere FE-chef og V-minister, hvis sager er blevet droppet.

Sagen mod den 63-årige Jesper, der tidligere har arbejdet for Politiets Efterretningstjeneste og har været sigtet for brud på sin tavshedspligt er også blevet droppet.

»Det er  jo en stor befrielse. Jeg har haft støtte fra min familie hele vejen, så jeg er meget glad,« siger han til B.T.

Opdateres...