B.T. erfarer: Danske børn blev kidnappet til Gaza - Nu står moren frem

To danske børn er, ifølge B.T.s oplysninger, fanget i Gaza, hvor tidens mest brutale og blodige konflikt udspiller sig.

Nu står deres mor frem og fortæller historien om, hvordan hendes børn blev kidnappet for 10 år siden og endte i Gaza. 

»Nej, mor. Du skal tage bamsen med hjem. Den skal være hjemme på sengen, fordi den mangler sin sovepose, så du skal passe på den.«

Dina Ali El-Nazzal står i Kastrup Lufthavn og siger farvel til sin 2-årige datter og 3-årig søn, der skal til Egypten med deres far for at besøge deres døende farmor.

De skal kun være væk i en uge, og selvom 3-årige Mohammad altid har sin bamse med, så giver han bamsen til sin mor, så hun kan lægge den på hans seng.

I dag venter bamsen stadig på 3-årige Mohammad og hans 2-årige lillesøster Layal.

Vis mere

Dina sidder med den lille hullede bamse i hånden, mens hun fortæller om begyndelsen på enhver forælders mareridt, da hendes to børn for 10 år siden blev kidnappet af deres far.

»Layal havde lige holdt sin to års fødselsdag, inden hun tog afsted med sin far. Og dengang brugte hun stadig sutteflaske og bleer.«

Da Dina ikke har hørt fra sin mand efter to dage, bliver hun bekymret. Hendes mand skriver til hende, at han har kørt børnene ind i Gaza. De kommer ikke tilbage til Danmark, skriver han til hende.

»Selvom han havde skrevet, at børnene ikke kom tilbage til Danmark, kørte jeg efter en uge ud til lufthavnen for at vente på deres fly.«

Men da flyet landede var hverken Dinas mand eller børn med flyet hjem fra Egypten.

I stedet havde hendes mand bortført børnene og kørt dem ind i Gaza, hvor de stadig befinder sig i dag.

»Du får aldrig en anden mor«

Det er 10 år siden, at Dina sidst så sine børn, da hun sagde farvel til dem i lufthavnen.

Dina har fuld forældremyndighed over begge børn, og det er derfor, at B.T. vælger at bringe navn og billeder af børnene.

Hun er siden blevet skilt fra sin mand, der også har været efterlyst af Interpol for kidnapning af sine børn.

Ifølge Dina tog hendes eksmand dem med til Gaza, fordi han ville opdrage børnene i et muslimsk land, hvilket understøttes af mails, som han sendte til Dina kort efter bortførslen.

»Hvis du virkelig elskede din mand og børn, ville du have adlydt din mands ordre og kommet til det sted, hvor han ser interessen for familien, og intet er vigtigere end, at man er i et muslimsk og arabisk miljø,« står der i en mail, sendt fra eksmanden, som B.T. har set.

Vis mere

Dina får lov til at tale med sine børn kort efter, og derefter går der mere end fire år, før hun får lov til at tale med dem igen.

 »De spurgte mig, hvem jeg var. Jeg fortalte dem, at jeg er deres mor. Der blev stille i et par sekunder, og så spurgte de, om det var mig, der var mor Dina,« fortæller Dina, der bliver meget berørt:

»Jeg sagde til Mohammad: ' Du har ikke en anden mor, du får aldrig en anden mor. Du har kun mig'. Og så slukkede deres far telefonen.«

Har han tilbudt dig, at du kan rejse ned til dine børn?

»Ja, det er det, han gerne vil have. Jeg vil ikke, fordi jeg stoler ikke på ham.«

Hvad er du bange for, at der kan ske?

»Han kan finde på alt. Ingen vil spørge efter mig. Jeg har ingen i Gaza, og jeg kender slet ikke nogen.«

Ministerie er bekendt med sagen

Dinas eksmand og børn er alle danske statsborgere, og B.T. har tidligere været i kontakt med Udenrigsministeriet, hvor B.T. spurgte ministeriet, om de kunne bekræfte, at en af de 20 danskere i Gaza skulle være en dansk-palæstinensisk mand, der har kidnappet sine egne to børn fra børnenes mor i Danmark, hvorefter han skulle have taget dem til Gaza.

»Udenrigsministeriet er bekendt med sagen,« lød svaret på daværende tidspunkt.

B.T. har i anledning af denne artikel kontaktet Udenrigsministeriet for at høre, hvad de gør for at få børnene ud af Gaza.

»Udenrigsministeriet er i kontakt med de pårørende om sagen,« lyder svaret fra ministeriet.

B.T. har også været i kontakt med Vestegnens Politi, der bekræfter, at de er bekendt med sagen, men på grund af sagens karakter, har de ikke mulighed for at kommentere yderligere.

Men meldingen fra Dina er klar og tydelig: Børnene skal hjem.

»Mine børn, de skal fjernes derfra. Nu handler det ikke om kidnapning. Det handler om, hvad de udsætter børn for dernede. De dør jo.«

Kunne genkende mors sang

Mere end 3200 børn er blevet dræbt i Gaza under krigen mellem Hamas og Israel.

Gennem sociale medier har Dina fået kontakt til sygehuse og lister over sårede og døde, som hun febrilsk kigger igennem.

Hun ved ikke, om hendes børn er i live, eller om de er døde i Gaza. Faktisk ved hun slet ikke, hvor de er, men ifølge Dina har børnene og deres far boet i Khan Yunis i den sydlige del af Gazastriben de seneste 10 år.

Selvom hun ikke har set sine børn i 10 år, så har hun sin egen måde at snakke til dem på. 

» Jeg har alt hans legetøj i en kasse sammen med flyverdragt og gummistøvler. I starten var det ting, som skulle blive i hans skab, fordi jeg troede, at han kom tilbage. Men efter to-tre år blev det alt for hårdt, og alt for tungt for mig at kigge på tingene. Selvfølgelig savner jeg ham hele tiden, og nogle gange får jeg lyst til at kigge på tingene. Bare for at snakke med ham, sige et eller andet til ham. Så snakker jeg til ham gennem hans legetøj og tøj.«

Dina fortæller, at da Mohammad lige var startet i børnehave, havde han det en smule svært med sprog, så hun opfandt en sang til ham, som hun plejede at synge for ham.

»Det er en sang, han husker mig. Det første opkald, efter kidnapningen, der sang jeg den for ham. Han sagde med det samme: 'Mor, det er dig!'. Det er ligesom et kodeord mellem os. Jeg tjekker, om legetøjet stadigvæk virker. Han har en ambulancebil, politibiler og alt det der. Jeg prøver at sætte batterier i, og ser, at de stadig virker. Jeg fortæller ham, hvor meget jeg savner ham.«

»Han skal komme hjem. Han skal have legetøjet, det er hans.«

Dina ved ikke, om hendes eksmand kunne finde på at sige til børnene, at deres mor er død, men der er ingen tvivl om, at hun venter på at kunne tage imod sine børn i samme lufthavn, hvor de blev taget fra hende.

»Jeg venter stadig på dem her. Og jeg er i live,  hvis nu deres far har sagt, at de ikke har nogen. De er jo store børn, og de spørger sikkert efter mig. Jeg savner dem. Og de skal tilbage. Og jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at få dem tilbage. Og de skal nok få et kram igen. Jeg har også stadig kontakt til deres venner, der savner dem og spørger ind til dem.«