Opdraget til politik - fra De Radikale over Glistrup til Pia
Der er noget drenget over Dansk Folkepartis kommende formand. Han vil rigtig gerne snakke Liverpool, Daniel Agger og nye fodbold-kontrakter til Martin Skrtel og Luiz Suarez.
Han får også lys i lampen, når han snakker musik og skolebandet på Tørring Gymnasium med ham selv på keyboard og den nuværende tv-vært Cecilie Beck som forsanger.
Men der er også noget næsten unaturligt fornuftigt over ham. Snusfornuftigt. Ja, næsten gammelklogt. Som når skolekammeraterne kom i skole og klippede i tøjet, fordi det var moderne.
Her fortæller Kristian Thulesen Dahl om de 43 år, der har gjort ham klar til at overtage Danmarks tredjestørste parti efter Pia Kjærsgaard.
Med BT PLUS får du:
- Sådan blev jeg: Kristian Thulesen Dahl
BT PLUS anbefaler også:
Der er noget drenget over Dansk Folkepartis kommende formand. Han vil rigtig gerne snakke Liverpool, Daniel Agger og nye fodbold-kontrakter til Martin Skrtel og Luiz Suarez.
Han får også lys i lampen, når han snakker musik og skolebandet på Tørring Gymnasium med ham selv på keyboard og den nuværende tv-vært Cecilie Beck som forsanger.
- Det var fantastisk. En fantastisk tid. Virkelig dejlig, siger han og forsvinder lidt.
Men der er også noget næsten unaturligt fornuftigt over ham. Snusfornuftigt. Ja, næsten gammelklogt. Som når skolekammeraterne kom i skole og klippede i tøjet, fordi det var moderne.
- Det var da fuldstændig tosset at klippe hul i det tøj, de lige havde købt. Specielt når det var en strikketrøje, og den så begyndte at trevle.
Her fortæller Kristian Thulesen Dahl om de 43 år, der har gjort ham klar til at overtage Danmarks tredjestørste parti efter Pia Kjærsgaard.
Barndommen
Jeg blev tilskyndet til at have mine egne holdninger fra en meget tidlig alder. Min farfar var sognerådsformand og radikal. Min far var radikal og på et tidspunkt kredsformand for Jens Bilgrav. Det var et hjem med radioavis og politiske diskussioner.
Men det var karakteristisk for min far, at det ikke var afgørende, hvad vi mente. Det afgørende var, at vi mente noget. Lige så snart jeg kunne formulere mig, havde jeg mine egne holdninger og var ikke bange for at gøre noget andet, end de andre gjorde. Jeg var kun 6-7 år, da jeg fik min første blazer.
I børnehaven var der en del, der syntes, det var mærkeligt, at jeg altid havde ostemad med. Jeg blev også drillet og kaldt øgenavne, men jo mere de gjorde det, des mere skulle jeg have ost med. Jeg skulle nok vise, hvem der bestemte.
I ’76, da jeg var syv år, solgte vi mit barndomshjem i Nr. Snede for at flytte til et andet hus i byen. Jeg var meget ked af, at vi skulle flytte, så salget blev betinget af, at jeg når som helst måtte komme og besøge mit gamle hjem. Det blev simpelthen skrevet ned på et stykke A4-papir og underskrevet af begge parter. Så sent som her i sommer, da jeg trænede til at cykle med Team Rynkeby til Paris, lagde jeg træningsturen forbi huset og gjorde stop på racercyklen for at kigge.
Skoletiden
Begge mine forældre var lærere på den skole, jeg gik på. Jeg havde dem begge undervejs. Som lærerbarn i en mindre by skejer du måske mindre ud, men jeg havde aldrig noget behov for at gøre oprør. Jeg var i den lykkelige situation, at jeg altid havde dem tæt på. Og så brugte jeg min opvækst med selvstændige beslutninger til at være en del af holdet.
Jeg var måske nok, set udefra, fornuftig, men jeg gik altid godt i spand med mine kammerater. Jeg spillede fodbold tre gange om ugen og har aldrig siddet i et omklædningsrum og tænkt, at jeg hører ikke til her, selv om de ikke gad diskutere, til solen brændte ud.
Vi kørte knallert alle sammen. Jeg havde en Kreidler med 2 gear, mens de andre kørte noget hurtigere på deres Yamaha’er med tre gear. Det klarede vi bare ved, at jeg kørte af sted lidt før de andre.
Selv om jeg havde mine holdninger og interesser, har jeg aldrig følt mig udenfor.
Politik
Valgaftener blev tilbragt som en festaften, uanset resultatet. Hele den dag var en festdag, særlig god mad, som vi kunne spise foran fjernsynet, mens resultaterne tikkede ind.
Allerede da jeg var syv år, syntes mine kammerater, det var mærkeligt, når jeg lige skulle ind at se tv-avis for at se, hvad der var sket den dag. Og så ud at lege igen bagefter.
Omkring Schlüters indtog i 82, hvor jeg var 13, blev der vakt en interesse for at tage politisk stilling. Jeg ringede rundt til alle partikontorerne og bad dem sende en kuvert med deres valgmateriale. Jeg gik op på mit værelse, lukkede døren, tror endda jeg låste den og satte mig så på gulvet og pakkede det hele ud. Jeg bildte mig ind, at jeg helt selvstændigt tog stilling.
Jeg blev fanget af det her med den personlige frihed i Fremskridtspartiets materiale. Det lød jo godt. Min far var på det tidspunkt blevet formand for Danmarks Antibureaukratiske Forening, så selv om han stadig var radikal, blev han og jeg som så mange andre fanget ind af det, Glistrup stod for.
Kort efter kom Glistrup på besøg på Nr. Snede Kro. Der var propfyldt i den her sal, hvor jeg ellers kun var nede, når jeg skulle danse. Jeg tog derned alene, satte cyklen foran kroen, og så stod Glistrup ellers i døren og gav hver og en håndtryk. Min hånd blev helt pakket ind i hans store næve.
Jeg stillede et spørgsmål og kan huske, at han svarede mig som en voksen. Tog mig alvorligt. Efterfølgende blev jeg inviteret med i kredsbestyrelsen og sad der til møderne og lavede lektier, mens de holdt bestyrelsesmøde.
PengeDet med at holde styr på pengene går langt tilbage. Min storebror var begyndt at læse i Aalborg, og jeg havde hørt, at man ikke havde meget som studerende. Jeg arbejdede som flaskedreng og bud i Brugsen, senere på Kjeldsens Kagefabrik og tjente mine egne penge. Jeg ville gerne hjælpe ham, så jeg førte et sindrigt regnskab, så han hver uge fik 25 øre. Når vi så skulle ses, så gangede jeg op og forventede, at han var dybt taknemmelig for lillebrors omsorg.
Engang gav jeg ham en mini-ovn i fødselsdagsgave. Men den var betinget af, at når han var færdig med den, skulle jeg have den retur, til jeg selv skulle studere. Så jeg tænkte langsigtet, men med omsorg (smil).
I Nr. Snede er der den store Præriefest. Vi brødre fik 100 kr. hver. De andre brugte hurtigt deres på radiobiler og sjov. Jeg foretog en investering: Købte et gedekid til 75 kr., som kunne blive mere værd. Men jeg havde ikke lige clearet med forældrene, så den stakkels ged måtte bakses tilbage og gå retur. Jeg fik kun 70 kr. for den, så jeg havde mistet 5 kr. Det smertede mig meget.
Gymnasiet
Tørring Gymnasium var et fantastisk miljø. Jeg stod meget alene med mine synspunkter, men følte mig aldrig udenfor. Masser af mine venner havde de stik modsatte synspunkter.
Jeg kan huske en morgen, jeg kom op i bussen fra Nr. Snede efter, at Reagan havde foranlediget bombning af Gaddafis Libyen i 86. Jeg udbrød som det første ’hvor var det godt, at Reagan fik gjort noget ved ham Gaddafi’. Alle i bussen gik til modangreb og talte om amerikansk imperialisme. Alt, hvad USA foretog sig, var noget møg. Nicaragua var til gengæld noget, man bare skulle støtte. Sådan var alt sort eller hvidt.
Det var også her, min indignation i forhold til udlændingedebatten blev født. Min holdning blev drevet af den håbløse naivitet, der udsprang af en mangel på forståelse for, hvad der foregik ude i verden. Hvis én kom til Danmark og sagde ’jeg har brug for hjælp’, satte man himmel og jord i bevægelse. At der så sad 15 mio. mennesker i flygtningelejre ude i verden, tænkte man ikke på.
Amerikanerne skulle bare holde snuden for sig selv. Ikke blande sig i andres anliggender, men hvis der så kommer flere diktatorer, må man bare række hænderne opgivende op.
Nogle år senere sagde Anita Bay Bunde-gaard, da hun var udviklingsminister, at fattigdom i sig selv skulle være et flygtningekriterium. Samtidig havde hun et stort hegn om sin egen bolig. Det billede er meget godt: ’Lad bare Danmark blive forandret, hvis jeg kan leve i min egen lille verden.’ Den lille mand kan jo ikke bare købe sine børn ind i en privatskole.
Christiansborg
Pia har selvfølgelig betydet meget. Hun har været en reservemor for Peter (Skaarup, red.) og mig. Jeg har haft en af Henriks skjorter med ind til en lang forhandling, selv om ærmerne var alt for korte og måtte smøges op for at skjule det.
Hendes næse for det, der betyder noget for danskerne, er både imponerende og nogle gange overraskende. Jeg kunne sidde begravet i 3.000 siders finanslov og have et klart billede af, hvad der var vigtigt. Og så kunne Pia sige noget helt andet på et møde. Hvis jeg f.eks. har siddet og diskuteret Danmarks økonomiske genopretning efter finanskrisen, så kan Pia komme med en forhandlingstaktik og sige ’det behøver regeringen jo ikke at vide, vi er med på’, så hvis vi kan få grænsekontrol samtidig, så vil vi kunne gøre noget, der har stor betydning for rigtig mange danskere.
Prisen
Når jeg har talt med ældre kolleger, der er stoppet på Christiansborg og kigger tilbage på det hele, hører man dem ofte sige, at det ikke har været det værd. Problemet er bare, at når du er i det og har chancen for at præge det her samfund, hvornår er det så, du skal sige stop? Den bacille overvinder alt andet. Derfor bliver det ikke en tanke for mig. Jeg har lige haft ti år, hvor jeg har været med til at præge samfundet meget. Det driver mig.
Men det er et valg, jeg har truffet. Jeg skal betale prisen. Det gør jeg gerne. Men min familie har ikke valgt at være en del af det. Derfor ser og hører du heller ikke til mine børn eller Berit.
