Kronprinsesse Mary kastede eventyrglans over gallapremieren på »Beauty and the Beast« i aftes

Når man både inviterer kronprinsesse Mary til premieren - og sætter et eventyr om en forhekset prins op på scenen - så er den fortryllende stemning nærmest givet på forhånd.

Og sådan var det også i aftes, da Det Ny Teater kunne fejre sit 10-års jubilæum som musical-teater med intet mindre end Skandinaviens-premieren på Disneys version af 1500-tals eventyret »Beauty and the Beast«. I hvert fald var eventyret intakt, da prinsessen elegant kom pilende som en af de allersidste gæster, præcis 19.30.

Rigtig mange af de andre premieregæster var sjovt nok landets top-politikere. Som havde valgt at bruge deres tilsendte billetter og snuppe sig en opladnings-pause midt i valgkampen.

I hvert fald var det dét, de let undskyldende forklarede deres tilstedeværelse med.

Hovedrollerne - Udyret og skønheden Belle - blev spillet og sunget af Kristian Boland og Popstars-stjernen Maria Lucia. Men der var mere end 100 medvirkende sangere, skuespillere, dansere, musikere og teknikere i musicialen, som har 32 sceneskift og adskillige hundrede kostumer og parykker.

Selvom musicalen har spillet på Broadway siden 1994, var det københavner-teatrets helt dugfriske udgave med egen scenografi og koreografi, som Kronprinsessen fik serveret.

Og måske hun senere på aftenen berettede historien om den uhyrligt forheksede prins, som skal lære både at elske og blive elsket, før forbandelsen ophæves, til sin egen af slagsen...