Mens den storstilede kroning af kong Charles nærmer sig, rejser flere spørgsmål sig om, hvem der skal deltage og hvordan.

Umiddelbart forventes det, at kongens skandaleramte lillebror prins Andrew vil deltage. Men ifølge britiske medier kan kroningen blive endnu en ydmygelse af den 63-årige prins.

Det britiske kongehus har endnu ikke offentliggjort, hvem der med sikkerhed deltager i kroningen, men ifølge britiske medier forventes det, at prins Andrew – på trods af balladen om sin person – vil deltage.

Men det er ikke sikkert, at det bliver på den måde, som prinsen, der tidligere var nummer to i tronfølgen, ønsker.

Dronning Elizabeth og prins Philip som 'Knight of the Garter'.
Dronning Elizabeth og prins Philip som 'Knight of the Garter'. Foto: Steve Parsons
Vis mere

Ifølge Daily Mirror er det usikkert, om prins Andrew kan få lov til at iføre sig den prestigefyldte uniform som 'Knight of the Garter'. Og det gør angivelig prinsen vred.

»Andrew er rasende. Han spiller allerede ingen rolle, og nu føler han, at han bliver respektløs behandlet og talt til omkring noget, som han er fuld berettiget til (at have på, red.),« fortæller en kilde tæt på prinsen til mediet.

Normalt ville prins Andrew være berettiget til at iføre sig uniformen til 'Knight of the Garter', som indebærer en spektakulær velourkappe, gyldne kæder og en sort hat med en kæmpe hvid fjer.

Men grundet den ballade, der opstod som følge af prinsens tætte forhold til den nu afdøde sexforbryder Jeffrey Epstein, måtte prins Andrew trække sig fra sine officielle pligter som kongelig.

Dronning Margrethe i London sammen med Prins Charles i 1980, hvor hun blev udnævnt tl 'Knight of the Garter'.
Dronning Margrethe i London sammen med Prins Charles i 1980, hvor hun blev udnævnt tl 'Knight of the Garter'. Foto: Jørgen Jessen
Vis mere


Desuden mistede han en række titler og ordener, hvilket betyder, at han ikke 'automatisk' kan stille op ved kongelige sammenhænge i uniformer.

Problematikken så også dagens lys ved dronning Elizabeths begravelse, hvor både prins Harry og prins Andrew blev forhindret i at møde op i militære uniformer.

Også dengang forlød det i britiske medier, at det havde udløst en kæmpe ballade, og det endte da også med, at kongen gav tilladelse til, at hans bror kunne have uniformen på ved en enkelt af de mange begravelsesceremonier for at 'vise respekt' over for sin afdøde mor.

Om kong Charles også denne gang giver efter for sin lillebror, må tiden vise. Kroningen finder sted 6. maj, men der bliver løbende frigivet detaljer om begivenheden.

Sarah Ferguson ved ikke, om hun bliver inviteret med til kong Charles' kroning.
Sarah Ferguson ved ikke, om hun bliver inviteret med til kong Charles' kroning. Foto: Rocco Spaziani
Vis mere

Heller ikke prins Andrews ekskone, Sarah Ferguson, som stadig er så tæt på prinsen, at de bor sammen på hans mindre palads Royal Lodge, ved med sikkerhed, om hun får lov at overvære kroningen.

»Invitationerne er ikke blevet sendt ud endnu, er de?« sagde hun kryptisk i forbindelse med et oplæg i New York mandag, beretter Daily Mail.

Ferguson tilføjede, at hun dog har tænkt sig at fejre kroningen, uanset om hun bliver inviteret eller ej.

Mens prins Andrew og hans ekskone fortsat venter på, om de bliver inviteret, har en talsmand for prins Harry og hertuginde Meghan oplyst, at parret allerede har modtaget deres invitationer til kongens kroning.

Prins Andrew i sin 'Knight of the Garter'-uniform.
Prins Andrew i sin 'Knight of the Garter'-uniform. Foto: RoyalPress Nieboer
Vis mere


Harry og Meghan har dog endnu ikke besluttet sig for, om de vil deltage, skriver Independent.

Det er dog blevet meldt ud, at hvis parret deltager i kroningen, så vil de ikke deltage i noget kongeligt følge – eller komme frem på balkonen ved Buckingham Palace.

Det er kun forbeholdt de arbejdende kongelige, hvilket altså hverken Harry eller Andrew er længere.

Uanset hvad der sker, så vil nogle nok formentlig blive skuffet. For kong Charles har besluttet sig for at trimme kongehuset.

Mens dronning Elizabeths kroning varede tre timer, vil Charles' kroning kun vare halvanden time. Desuden vil antallet af gæster i Westminster Abbey blive skåret ned fra de 8.000 ved Elizabeths kroning til 'kun' 2.000.