For 200 år siden vandrede Napoleon Bonaparte og hans soldater 325 kilometer gennem de franske bjerge for at generobre magten. I dag er ruten en turistattraktion for trekkere fra hele verden.
»Vive l’empereur!« lyder det fra de godt 600 soldater, der har ligget i telte langs stranden og ventet på deres øverstkommanderende: »Længe leve kejseren.«
Det er 200-året for Napoleon Bonapartes landgang efter eksilet på Elba, og der er selvfølgelig ikke tale om rigtige soldater, men skuespillere, der genspiller begivenhederne den 1. marts 1815, hvor kejseren gik i land på den lille strand i bugten ved sydfranske Juan-Les-Pins.
Landgangen bliver opført hvert andet år og trækker flere end 15.000 turister til byen. Mange kommer for at genopleve den store kejsers færden.
Dengang han sammen med sine tropper vandrede næsten 325 kilometer her fra Côte d’Azur til Grenoble og derfra videre til Paris for at generobre magten fra Louis XVIII.
Rejseliv har sammen med en rejsekammerat, der tidligere har gået Caminoen i Spanien, sat sig for her senere på sommeren at gå i Napoleons spor.
Vi trekker ad en del af den rute, hærføreren ledte sine tropper ad over stejle bjerge og uden om de store hovedveje, for at han kunne nå så ubemærket som muligt til Paris. Her tog han magten tilbage. Men mistede den igen efter blot 100 dage.
Kejserens vandring
Napoleon ankom til Grasse i Côte d’Azurs bagland om formiddagen den 2. marts 1815.
»Holdt!« råbte den øverstkommanderende til sine tropper, og lyden af flere end 600 par støvler fra marcherende soldater ophørte. Hæren gjorde holdt foran en kilde, hvor byens kvinder vaskede tøj.
»Vi lader hestene drikke her,« lød ordren.
Kejseren havde nu ført sin hær sikkert det første stykke op gennem landet og havde dagen før og hen over natten tilbagelagt omkring 20 kilometer uden at støde på komplikationer. Så langt så godt.
Alligevel nagede en indre uro. For hvordan ville man tage imod ham i de andre landsbyer, de skulle passere i løbet af de otte dage, det ville tage at nå til Grenoble? Langt fra alle var venligt stillede overfor kejseren. Så meget vidste han.
Som turist begynder man allerede at mærke bjergene i baglårene efter et par kilometers vandring.
Vi har snydt en smule, ligesom mange andre turister vælger at gøre, og er kørt fra Grasse til landsbyen Saint-Vallier-de-Thiey, hvorfra vi har begivet os ud på »La Route Napoléon« med start i skovkanten ad en grusvej, der løber langs en bjergside.
Klar til at overvinde de første godt 23 kilometer til fods i bjergene til Séranon. Nøjagtig den samme vej, Napoleon og hans mænd vandrede. Ad de samme stier og gennem de samme små landsbyer, Saint Cézaire og Escragnolles.
Det går stejlt opad. Allerede efter et par timer har vi bevæget os fra cirka 730 meters højde i Saint-Vallier-de-Thiey til næsten 1.000 meters højde, da vi nærmer os Escragnolles.
Den solide grusvej, vi gik ad de første hundrede meter, har snævret sig ind til en kalkstens-sti og bliver stadig smallere, jo højere op vi bevæger os. Vi tager et skridt og glider straks et halvt tilbage, når stenene giver sig under vores fødder. Sådan bliver vi ved, i hvad der føles som flere timer. Reelt er det kun én.
En helt anderledes tur end den oprindelige
Forholdene er langt fra som dengang, Napoleons tropper kom forbi. Den 2. marts 1815 lå her et tykt lag sne, som de måtte traske igennem med fuld oppakning og med geværer over skuldrene.
Soldaterne klarede dengang turen i tunge støvler, der kun blev lavet i tre størrelser og ikke i en højre- og ventrefodsudgave. De var ens til begge fødder, og mellemrummet ved tæerne blev fyldt ud med hø.
Her går vi så. En julidag 200 år senere i 30 graders varme iført Nike Free og Salomon-vandresko med lufthuller, så fødderne kan ånde, og med rygsække, hvori vi har pakket det mest nødvendige: Tre flasker vand og en sandwich.
Alligevel kan vi mærke, at vi har fået vores sag for, sådan som vi spænder musklerne i ben, mave og ryg og tydeligt mærker pulsen, der får det til at føles, som om hjertet banker i halsen, når man trækker vejret.
Rundt om os bliver nåletræerne færre, og skyggen fra de tætte grene erstattes af formiddagssolens stråler, der rammer de hvide bjerge af kalksten. Der er sprækker i klippesiderne fra dengang i istiden, da isen bed sig fast.
Ind imellem gør vi holdt for at drikke vand og kigger ned i dalen mellem bjergene på begge sider af os for at fornemme, hvor højt vi bevæger os op. Der svæver ørne under os.
Det minder om et citat, vi hørte i Grasse.
»Ørnen skal flyve fra tårn til tårn, indtil den slår sig ned på Notre Dame.«
Ordene er Napoleons, og han skulle have sagt dem, da han gik på ruten. Ørnen var selvfølgelig ham selv. Derfor har landsbyen Escragnolles symbolsk nok en ørn på sit byskilt, og at se den store rovfugl hænge fastfrosset i luften få kilometer fra netop Escragnolles er næsten, som var det klippet ud af en film.
Med fokus på balancen
»La Route Nepoléon« har som de fleste andre trekkingruter sit eget symbol, der markerer ruten. Vi spejder efter den hvide og røde stribe, der fortæller os, at ruten fortsætter i denne retning. De er malet på træer, på klipper, på opsatte pæle.
Men der er langt imellem dem, og de kan være svære at få øje på. Derfor vælger mange at have en guide med på ruten.
Det har vi også, og det bliver nødvendigt, da stien pludselig ophører, da den rammer en asfalteret vej i udkanten af Escragnolles. Vejen følger klippevæggen rundt til begge sider, og der er ingen hvide og røde striber at se. Men vores guide, Cathy, ved, at Napoleon gik mod vest, og hun leder os straks på rette vej igen.
Asfalten føles underligt fast under fødderne efter fire timers trekking på sten og sandjord, der giver efter, og hvor man skal tænke over, hvor man træder, når det går ned ad bakke, og stenene skrider.
Kilometerne på bjerget bider efterhånden i knæ og hofter. Det er særligt hårdt at gå nedad, når hældningen er mest stejl, og leddene kommer på overarbejde, når man kæmper for at holde en god balance.
Derfor er det en behagelig pause at komme ud på den asfalterede vej, der leder os de sidste kilometer til Séranon, hvor vi tilbringer natten på et lille hotel.
Skoven gav fornyet energi
Napoleon Bonaparte og hans soldater overnattede i Séranon og fortsatte omkring klokken syv om morgenen den 3. marts til byen Castellane. Her på andendagen, hvor vi vågner med ømme baglårsmuskler, er det vores mål at gøre det samme.
Forskellen er selvfølgelig, at kejserens tropper gik alle 85 kilometer fra stranden i bugten ved Juan-Les-Pins hele vejen til Castellane. Vi har – trods alt – kun tilbagelagt 23 kilometer.
Vi lægger stille og roligt ud med en skovvandring ad en sti med solidt, sammenpresset grus. Klokken er otte, og morgenlyset falder skråt ind mellem de tynde nåletræer og lyser skovbunden op. Vi trasker i nålene og kan høre dem knække under os. Oven fra træerne synger fuglene morgensang.
Stille og roligt glider vi ind i vores egne tanker. Det er ikke længere en udmattende følelse at vandre. Tværtimod. Turen gennem skoven giver os nye kræfter.
På sine længste strækninger gik Napoleon og hans tropper op imod 60 kilometer om dagen. I dag skal vi efter planen gå 20 kilometer. Hvis vi altså ikke vælger at stoppe i en af de små landsbyer undervejs og overnatter dér.
Den mulighed har man, når man kommer som turist og ikke som kejser med en mission om at nå til Paris på kortest mulig tid.
Koncentration som forbyggelse mod skader
Vi bevæger os dybere og dybere ind i skoven. Stien er nu kun 30-40 centimeter bred og fyldt med trærødder, der stikker op hist og her, så vi kigger hele tiden ned for ikke at snuble.
»Det er nu, det er vigtigt at holde koncentrationen, så man ikke får skader,« siger guiden.
Koncentration. Det kræver, at vi får fyldt energidepoterne op snart. Derfor beslutter vi, at det er tid til en frokostpause.
Vi forlader stien og finder en lille åbning mellem grantræerne med udsigt til en mark. Her folder vi nogle tynde tæpper ud over skovbunden og pakker vores sandwich med parmaskinke og tomat ud.
Det er et simpelt måltid, men det smager fantastisk efter 10 kilometers vandring og lægger en god bund. Små svedperler dukker op på vores pander. Der er helt stille i skoven og ikke en vind til at friske huden lidt op i varmen.
Vi sidder i den lille lysning i tre kvarter og hviler benene. Derefter pakker vi taskerne og begiver os videre de sidste få hundrede meter op på toppen af bjerget, hvorfra der venter en knap fem kilometers nedstigning, inden vi når det sidste og fladere stykke til Castellane.
Ligeså stejlt det gik opad i formiddags, ligeså stejlt nedad går vi nu. Forsigtigt, skridt for skridt, og opmærksomme på at placere fødderne uden om de steder på stien, hvor sandet ligger løst, og der er fare for at glide.
Vi når Castellane klokken tre om eftermiddagen efter ca. otte timers trekking. De første 85 kilometer af »La Route Napoléon« er bag os. Herfra er der 239 kilometer til Grenoble.
Da Napoleon nåede frem
Napoleon nåede Grenoble den 7. marts 1815. Han fortsatte til Paris, og flere og flere tilhængere sluttede sig til undervejs.
Den 20. marts 1815 generobrede han magten og beholdte den i det, der sidenhen omtales som »hundrede dage« frem til den 22. juni 1815 og Slaget ved Waterloo, nederlaget til den britisk-tysk-nederlandske hær i Belgien.
Kejseren blev sendt i eksil på øen St. Helena i Sydatlanten, og det blev blev hans sidste stop inden hans død seks år senere.
Napoleonsruten blev åbnet i 1930, for at trekkere kan spore sig tilbage til kejserens vej mod sin sidste og korte tid ved magten. Over alperne og gennem skovene. Der, hvor ørnen stadig flyver.
