Om vinteren strømmer gæster til Lichtensteins alpine centrum, Malbun. Som ikke bare er oplagt til skiferie, men også til at forsøge sig med vandring på snesko.
Ikke en vind rører sig, og lyden af iskrystaller, der knirker under vores snesko, er det eneste, der bryder stilheden.
Jeg følger lige efter guiden Rosaria, med sine mange års erfaring kan hun spotte det bedste spor hen over den jomfruelige hvide overflade. Vi bevæger os op i terrænet, men holder os stadig under trægrænsen, der i denne del af Alperne ligger i 1.800 meters højde, så vi er stadig omgivet af smukke sneklædte nåletræer.
Rosaria stopper op for at fortælle os om de alpine forhold.
»Se her,« siger hun og peger på et lille område med isflager, der ligger lag på lag.
»Vores bjergguider tjekker hele tiden terrænet og kontrollerer isens og sneens konsistens, og når isen ligger lagdelt som her, kan en lavine være under opbygning.«
Da vi befinder os i en relativ flad del af terrænet, er der ingen fare på færde, men havde flagerne ligget på en af de stejle bjergsider, ville situationen være en anden. Vi kigger op på det nærliggende bjerg, hvor adskillige trækonstruktioner er sat op for at stoppe eventuelle laviner oven for de bebyggede områder.
At vandre på snesko har tidligere været en niche-aktivitet, men er efterhånden blevet så populær, at der nu er tale om en selvstændig vintersportsdisciplin. Det første VM blev afholdt i Østrig i 2006, og for tiden er sporten domineret af italienere, der har base i snesko-mekkaet Trentino.
Også blandt amatører er aktiviteten blevet så eftertragtet, at flere skisportssteder har udvidet skitilbuddene med muligheden for en vandretur på snesko.
Blandt andet her i et af Lichtensteins populære skisportsteder, Malbun.
Se også: 5 vinteroplevelser i Lapland
Så en formiddag har jeg parkeret skiene i kælderen og iført mig det særlige fodtøj, der følger med denne særlige vintersportdisciplin. Mine vandrestøvler spændes fast på en plade, der under bunden er forsynet med skarpe pigge, og uden om pladen sidder selve sneskoens ramme, som kan vippe op og ned. På den måde kan man hele tiden tilpasse sig terrænets hældning.
»Grüss Gott,« lyder det fra en af mine medvandrere, da vi bliver overhalet af et ungt par.
Også de er ude med sneskoene, men tydeligvis i et mere ambitiøst tempo end os. De har tætsiddende træningsdragter på, og de småløber elegant og ubesværede op ad den stejle sti, som også vi følger. Jeg lægger mærke til, at deres udstyr er mere fancy end vores – blandt andet har de letvægtssnesko af aluminium og teleskopstave. Rosaria fortæller, at mange lokale bruger sneskoturene som en effektiv træningsform, hvor hele kroppen bruges, samtidig med at naturoplevelsen følger med, og det unge par er langt fra de eneste på træningstur, vi møder på turen.
For os begyndere kræver det en anelse tilvænning at gå med snesko, for de er bredere end almindelige vandrestøvler, og jeg spreder benene lidt fra hinanden, hver gang jeg tager et skridt.
Men da jeg har fundet rytmen, er det overraskende let at komme frem på de store plader. På de uberørte partier er sneen dyb, og under normale omstændigheder ville der være ufremkommeligt, men sneskoenes store bæreflade holder en oppe og gør det let at bevæge sig rundt i terrænet uden at synke gennem det tykke snedække.
Sneskoture findes i mange afskygninger. Det mest almindelige er ture af et par timers varighed, hvor fokus er på naturoplevelsen og den gode motion, det giver at vandre i terrænet med snesko på fødderne og skistave i hænderne.
Vil man mere end det, kan man her i Malun hoppe på en særlig specialitet, som er de aften- og morgenture, hvor man går i mørke. For at finde vej medbringer man fakler eller pandelamper, og her er stilheden endnu mere tydelig end på dagsturene. Om aftenen fører ruten op på et lille bjerg til en bjerghytte, hvor der er tændt op i fonduegryderne, og når man har spist sig propmæt suser man ned i dalen igen på kælk.
Se også: Bo i campingvogn på skiferien
Man bliver dog ikke snydt for kombinationen af sneskovandring og et måltid, hvis man er mere til en morgentur. Her får man en morgenpicnic ude i naturen, så tidligt, at solens allerførste stråler kravler over bjergkammen, mens man går ombord i brød og ost. Det er ingen sag at lave sneskoturene udfordrende og anstrengende, men mange arrangører får også et nydelseselement med i deres sneskovandringer.
Sneskoen blev oprindeligt udviklet af indianerne. De var stærkt afhængige af at kunne færdes i naturen, da denne var kilden til næring og ly, og når sneen var faldet i de arktiske områder, var det ikke altid let at bevæge sig omkring.
De tog udfordringen op og gav sig til at udvikle et værktøj, der ville gøre deres færden i den dybe sne lettere. De midler, der var til rådighed, blev taget i brug, og resultatet blev en bøjet birkegren betrukket med fletværk eller skind. Denne ketsjerformede træramme blev monteret under foden, og bærefladen, som nu var blevet dobbelt så stor som før, gjorde det pludselig muligt for indianerne at gå over sneen uden at synke i.
Der er dog sket meget siden sneskoens spæde fødsel, og de sko, som jeg nu har under fødderne, er topmoderne og yderst holdbare. Allerede 100 år efter at indianerne introducerede den primitive birkeramme med betræk, var sneskoen udviklet til et populært transportmiddel, der samtidig var beslægtet med de ski, der i dag ses i butikkerne.
Dog skulle der en større finpudsning til, før man havde de snesko, der anvendes i dag. Blandt andet lavede man en indsnævring på midten, og den gamle birkeramme blev erstattet med et metal- og glasfiberprodukt. Det store gennembrud kom i 1950’erne, da man begyndte at påmontere støvlerne i bevægelige bindinger, og samtidig monterede man pigge på sneskoene, så det blev muligt at stå fast på is og stejle skråninger.
Vi står også godt fast. Så godt, at vi ikke behøver koncentrere os om at holde balancen, men kan fokusere på at spejde efter de forskellige dyrespor, vi kommer forbi.
Vi ser spor efter gemser og harer, fodaftryk fra los får vi dog ikke øje på, selv om det store kattedyr findes i området.
Til gengæld er naturen smuk, og vandrende tyst gennem den får man en helt anden oplevelse end i fuld fart nedad på ski.
Guide: 8 oplevelsesrige ski-pauser
