Der er mange spændende menneskeskabte underjordiske steder, som enten er lavet til et bestemt formål eller er blevet begravet af tiden.

1. De hellige knogler

Hvad: Apostelen Peters grav
Hvor: Rom, Italien

I Peterskirkens i Rom kan man foruden en masse kunst se pavegrave i en kælder, som der er umiddelbart adgang til fra kirken. Men skal det være rigtigt spændende, skal man endnu et niveau ned. For mens den nuværende Peterskirke er omkring 500 år gammel, så lå her inden en kirke helt tilbage fra ca. år 325 e.Kr. Traditionen har sagt, at den blev bygget over gravstedet for apostlen Peter, der siges at være den første pave. Han skulle ligge under højaltret.

I 1940erne gik man i gang med at grave ind under kirken for at se, om man måske kunne finde de hellige ben. Udgravningen, der blev udført i største hemmelighed, endte med, at man fandt en gravplads, som der stod Peter på. Peter blev korsfæstet på en arena ved siden af den nuværende Peterskirke og derefter begravet på en kirkegård tæt på. Det meste af den kirkegård står i dag i flot stand langt under gulvet på Peterskirken. Da den har været begravet i så mange år, er det næsten, som om tiden har stået stille, og den er i sig selv et besøg værd. Peters knogler blev ganske rigtigt fundet under højalteret, men resultaterne af udgravningen er ikke anerkendt af alle arkæologer. Står man dernede med en katolsk præst, skal der dog meget til at afvise, at det er Peters knogler. Adgang skal man søge om på forhånd via Vatikanets udgravningskontor og forvent ikke at se Peters knogler, de opbevares på pavens kontor.
vatican.va


2. I krig under jorden

Hvad: Churchills bunker
Hvor: London, Storbritannien

Cabinet War Rooms i Westminster-området i London er et af de steder, som har lige netop det over sig, som gør, at man næsten føler, at man er der, mens tingene foregår. Eller i hvert fald kom lige efter det sluttede. Fra den underjordiske bunker kunne regering og forsvar lede krigen selv under de tyske bombetogter mod London.

Den britiske premierminister Winston Churchill havde sit kontor her, og faktisk også sin egen seng, som han dog kun sjældent benyttede. De mange rum ser næsten ud, som de blev forladt kort efter krigens afslutning. Tegnestifterne er stadig i kortene, telefonerne står klar på bordet, inklusive den Winston Churchill benyttede, når han talte med den amerikanske præsident Franklin D. Roosevelt, og man kan stadig se, hvordan Churchill har siddet utålmodigt og kradset i armlænene på sin stol.

Det er Anden Verdenskrig på første parket, og man kan forestille sig lugten fra Winston Churchills cigarer i de smalle gange. Tiden dengang var ikke til rygeforbud, og det er et af emnerne, man kan høre mere om på de videoer, der kører med personale, der tilbragte en stor del af krigen i netop disse rum. Det kræver ikke den store fantasi at tænke sig til, hvordan livet har været hernede. Tilknyttet er en lille butik, hvor man kan købe mønter fra tiden og en lille cafè, hvor man kan få retter, der kunne være serveret under krigen.
iwm.org.uk
 

3. Vikingernes by

Hvad: Autentisk vikingestemning
Hvor: York, Storbritannien

Som bekendt havde vikingerne deres storhedstid i Storbritannien for godt og vel 1000 år siden. En by, som blev domineret af vikinger på den tid var York (ca. 866-1066), og i 1972 fandt man i Coppergate interessante fund. Det viste sig, at den fugtige jord havde været god til at bevare alt fra insekter, planter til træ. Derfor udgravede man et større område fra 1976 til 1981, og her kom vikingetiden for alvor frem. De vikinger, der her er tale om, bosatte sig og ernærende sig bl.a. ved handel og håndværk.

Da alt var gravet ud, kunne man for så vidt godt have dækket det ni meter dybe hul til, men i stedet rekonstruerede man det hele og skabte dermed et underjordisk vikingemiljø med nyrejste hytter og vellignende dukker, der udfører diverse aktiviteter. Tilskuerne køres ned gennem gaden i rutsjebane-agtige vogne. Stemningen virker meget autentisk. Bagefter kan man passende gå op og se de rigtige fund. En lille sløjfe på historien er, at da man besluttede at bygge centret, ville britiske banker ikke låne penge til projektet, så i stedet blev de givet af flere nordiske banker. Siden er det blevet en gigantisk publikumssucces, der har givet  penge til forbedringer og nu også klarer finansieringen af andre udgravninger i York-området. Og det forstår man godt, for en ting er at se på gamle fund i montrer med en masse forklaringer, noget helt andet er at se og fornemme det i virkeligheden.
jorvik-viking-centre.co.uk
 

4. Da romerne kom

Hvad: Fra landsby til romersk havneby
Hvor: Barcelona, Spanien

Barcelona var en landsby for omkring 4000 år siden og henslæbte tilværelsen uden det store vokseværk. Men et par år før vor tidsregning kom romerne til. Romerne indså hurtigt, at beliggenheden ved havet var ideel og byggede derfor en by i romersk format. Romerne var store bygmestre, der byggede noget, der skulle være holdbart i mange år. Men Romerriget selv holdt kun til omkring 400-tallet, hvor det blev alvorligt svækket, og efterhånden var det i mindre i stand til at forsvare sig selv, og byerne blev plyndret af hære nordfra.

Noget fik lov til forfalde, andet blev brugt som en slags byggemarked, når der var brug for nye materialer. Tilsidst var der ikke rigtigt noget tilbage, og der blev bygget overpå i de følgende århundrede. Det er held i uheld, for det nederste af bygninger blev blot dækket til, og i dag har arkæologer udgravet omkring 4.000 kvadratmeter af den gamle romerske by som en kælder under den nuværende by. Den er lav, men ruinerne giver alligevel et godt indtryk af, hvordan sådan en by har været. Her er lige fra badeanstalter over sovsefabrik til vaskeri og beboelse. Det meste lys i den 4.000 kvdm store kælder er nede i udgravninger, hvilket giver en lidt mørk og intim stemning, der understreges af lugten af gamle bygninger, og selvom man måske ikke kan drømme sig helt tilbage til romertiden, så kommer man et stykke af vejen.
museuhistoria.bcn.cat

 

5. Beskyttelse i Berlin

Hvad: Frygten for Tredje Verdenskrig
Hvor: Berlin, Tyskland

Den tyske ledelse sad også i bunker under sidste del af Anden Verdenskrig. Men Hitlers bunker kan man ikke længere se. Stumperne ligger i dag dybt begravet under en parkeringsplads. Efter krigen blev der bygget andre bunkere i Berlin, som fortæller om frygten for en tredje verdenskrig. Frygten for en atomkrig steg, efterhånden som Berlin blev delt. Derfor var det nødvendigt at bygge bunkere for at beskyttet befolkningen.

Det skete på trods af, at man ikke kunne bygge tilstrækkeligt mange, så det gjaldt om at komme først. Flere af beskyttelsrummene kan beses i dag, og når man står nede i de kæmpestore sale langt under jorden, går det virkeligt op for en, hvilket frygt, der må have drevet byggeriet frem, og hvor meget man ville være angst for at skulle tilbringe resten af sine dage på hårde feltsenge, dele meget få toiletter og håndvaske med 3.500 andre og være uden frisk luft og dagslys i meget lang tid.

I dag vurderes det, at opholdet her ikke ville have gjort ret meget gavn, hvis der var kommet en atomkrig, men for de krigstrætte berlinere var det nok en slags trøst alligevel. En rar oplevelse ville det ikke have været her tre etager under jorden i noget, der mest minder om et fængsel, hvor der intet er inden for synsvidde, som kan trøste øjene og skabe en smule hygge. Man kan ikke slippe tanken om, at det her blot har skullet bygges for at man kunne sige, at man havde beskyttelsesrum.
story-of-berlin.de

Læs også: Se Barcelona på ti forskellige måder