KØB PLUS!

Uffe Elbæk går af: Vil beskytte sin mand

Kulturminister Uffe Elbæk går af.

Det oplyser han selv på Facebook:

- Jeg har her til eftermiddag truffet en meget svær, men rigtig beslutning, og har meddelt statsministeren, at jeg ønsker at trække mig som kulturminister. Når beslutningen var svær, er det fordi, at jeg elsker mit job, mine kollegaer i ministeriet og mit ministerområde. Når det er rigtigt, er det fordi, at jeg ikke kan have, at den aktuelle sag om min prioriteringer i forhold til AFUK skal skygge for det vigtige regeringsprojekt partierne er i gang med at realisere sammen, skriver Uffe Elbæk.

Portræt: Kaospiloten, der blev minister

- Jeg er samtidig glad for, at rigsrevisionen skal undersøge hele sagsforløbet, så der kan blive sat et ordentlig punktum for den diskussion, som har præget hele mediefladen de sidste dage. Som jeg har sagt hele vejen igennem, beklager jeg forløbet om AFUK. Jeg har lagt alle informationer frem og har på intet tidspunkt truffet beslutninger, der har karakter af vennetjenester og nepotisme.

- Jeg håber med min beslutning også at stoppe den medieopmærksomhed, der har været på min mand. En ting er at man som politiker skal indgå i den aktuelle medieopmærksomhed. Noget andet er, at det også bliver ens mands lod. Det ønsker jeg ikke. Derfor har jeg truffet den beslutning jeg har. For at stå op for regeringsprojektet og min mand, skriver Uffe Elbæk.

Elbæk farvel kommer efter flere sager om mulig nepotisme i forhold til en række arrangementer afholdt på den gøglerskole, AFUK, hvor hans ægtemand er ansat.

Stormen mod Elbæk nåede nye højder efter et samråd tirsdag, hvor Elbæk afslørede, at han af embedsmænd i ministeriet var blevet advaret mod at afholde arrangementer på AFUK.

bt.dk følger sagen.

HVAD MENER DU? ER DET KLOGT AF HAM AT TRÆKKE SIG? DELTAG I DEBATTEN NEDENFOR ELLER PÅ BT'S FACEBOOK-SIDE HER