Uffe Elbæk promoverede offentligt et arrangement om scenekunst, som manden stod bag.

En ny sag om kammerateri over for sin samlever rammer nu kulturminister Uffe Elbæk (R).

Bt.dk kan i dag fortælle, at kulturministeren torsdag 29. marts mødte op og promoverede et internationalt scenekunstarrangement IETM, som hans egen registrerede partner Jens Pedersen stod bag som projektmedarbejder på løntilskud.

Uffe Elbæk roste arrangementet i fulde drag:

- Dialog mellem kunst og kultur og politik er helt afgørende. Derfor er det en kæmpe fordel for os i Danmark at være værter for sådan et internationalt møde, hvor det netop er formålet at stille de rette spørgsmål og være i dialog, sagde ministeren ifølge en pressemeddelelse om arrangementet.

På hjemmesiden for arrangementet lød der også pæne ord om Uffe Elbæk.

- Mødet i København falder ved et tilfælde samtidigt med Danmarks formandskab for EU, og derfor kan den danske kulturminister også på den måde opfattes som hele Europas kulturminister, skriver Jens Pedersens overordnede for arrangementet Lene Bang.

Dermed er der på ny mistanke om kammerateri rettet mod Uffe Elbæk efter, at BT lørdag kunne fortælle, at ministeren har brugt 180.000 kr. på fem officielle middage og debatmøder på Akademiet for Utæmmet Kunst (AFUK), som ministeren tidligere har siddet i bestyrelsen for og Jens Pedersen er ansat.

Dansk Folkepartis værdiordfører Pia Kjærsgaard ryster på hovedet over de nye oplysninger.

- Den sag bliver mere og mere problematisk for Uffe Elbæk, for de Radikale og for regeringen, siger hun.

Venstres Michael Aastrup Jensen siger:

- Set i lyset af de andre ting, tegner det et mønster, jeg ikke kan lide.

Dansehallerne, der stod bag scenekunstarrangementet, får hvert år et millionbeløb i statsttøtte og selve arrangementet er ligeledes betalt med offentlig støtte fra eksempelvis Region Hovedstaden og Statens Kunstråd.

Ifølge lederen af Dansehallerne, Bennedikte Paaske, blev Uffe Elbæks partner ansat i løntilskud som projekterhjælper fra den 1. oktober 2011 til 31. marts 2012. Præcis som da Jens Pedersen i maj blev ansat som sekretær på AFUK skete også ansættelsen hos Dansehallerne uden et jobopslag.

- Lederen af projektet ville meget gerne have Jens Pedersen ansat, fordi hun mente, at han er god til at tænke ud af boksen og derfor bad hun om at han kunne ansættes på løntilskud, siger Bennedicte Paaske og understreger, at ansættelsen fandt sted dagen før folketingsvalget.

Pia Kjærsgaard mener, at der er tale om ren og skær kammerateri.

- Det er utroligt, hvad der hele tiden kommer frem om vennetjenester, kammerateri og støttepædagogik. Og jeg synes også, det er meget arrogant af Margrethe Vestager at sige, at hun ikke synes, det er nødvendigt med et samråd, og at hun er tilfreds med en undskyldning fra Uffe Elbæk. Selvfølgelig skal han udspørges i et samråd. Jeg vil først tage stilling til, hvad der efterfølgende skal ske efter samrådet. Men det ser skidt ud, siger Pia Kjærsgaard.