Indtil tirsdagens samråd tydede alt på, at Uffe Elbæk ville kunne fortsætte som minister, men hans optræden på mødet beseglede hans skæbne, vurderer Thomas Larsen

Uffe Elbæk (R) traf den eneste rigtige beslutning, da han valgte at trække sig som kulturminister.

Det vurderer Berlingskes politiske kommentator, Thomas Larsen, der mener, at Elbæk forud for sin afgang havde mistet al opbakning i regeringen.

- Opbakningen har ikke ligefrem været påfaldende stor det seneste døgn, så derfor har han selv følt, at han måtte trække sig, siger han til BT.

Ifølge Thomas Larsen var det tirsdagens samråd i Folketingets Kulturudvalg, der var den berømte dråbe, der fik bægeret til at flyde over. Inden samrådet var der ikke tale om en minister-væltende sag, men da det kom frem, at Elbæk havde fortiet oplysninger om, hvorvidt han var blevet advaret om at holde møder på gøglerskolen AFUK, ændrede sagen karakter.

- Indtil samrådet var han sikker på at kunne fortsætte, men da der bredte sig et indtryk af, at han forsøgte at skjule oplysninger, underskrev han sin egen dødsdom, siger kommentatoren, der betegner sagen som et nederlag for den samlede regering.

- Men på positivlisten er trods alt, at regeringen nu kan håbe, at der kommer mere fokus på folkeskolereformen, siger Thomas Larsen.