SF og Socialdemokraterne vil i en ny regering kræve sociale klausuler, hver gang private firmaer byder ind på offentlige opgaver. Det skal modvirke løndumping.

Hver gang det offentlige skal have bygget en skole eller for eksempel udliciteret rengøring, skal den private hovedentreprenør kunne holdes op på, at de ansatte - også ansatte hos underentreprenører - arbejder under danske løn- og arbejdsvilkår.

Det vil en eventuelt kommende SF-S-regering arbejde for at indføre ved at kræve, at al offentlig udbudsmateriale skal indeholde såkaldt sociale klausuler.

Ifølge Ritzaus oplysninger vil SF's gruppeformand, Ole Sohn, lørdag på Socialistisk Folkepartis landsmøde i Odense lancere forslaget, der skal gøre op med arbejdsgivere, der ansætter udlændinge til dårligere løn eller vilkår end deres danske kolleger.

De sociale klausuler vil være et nyt krav på linje med konkurrencedygtig pris og teknisk kunnen.

/ritzau/