Astrid Krag vandt på indhold, mens Annette Vilhelmsen talte til det utilfredse bagland, vurderer politisk redaktør efter tv-debatten mellem de to formandskandidater.

- Astrid Krag vandt på det substantielle, men omvendt er jeg ikke i tvivl om, at Annette Vilhelmsen vandt, når det gjaldt om at tale til baglandet.

Sådan siger Jesper Termansen, politisk redaktør på Radio24syv, efter den første tv-debat mellem kandidaterne til SFs igangværende formandsvalgkamp.

Jesper Termansen mener blandt andet, at Astrid Krag var mest sikker på substansen, da de for eksempel diskuterede pointsystem, mens Annette Vilhelmsen var »på glat is flere gange«.

- I forhold til pointsystemet skulle Vilhelmsen formulere et spørgsmål, men i stedet rodede hun rundt i, hvorvidt hun egentlig støtter eller ikke støtter regeringens positioner i regeringen, siger han, ligesom han vurderer, at Annette Vilhelmsen blev udfordret på måden at lede på.

- Her kom der nogle meget tågede svar. Og det, hun gav udtryk for, passer bedre til noget, der ligner Enhedslistens ledelsesstil, siger Termansen.

Dog er han ikke sikker på, at de SF-medlemmer, som betragter partiet i regeringen som for topstyret, var andet end glade for de svar, Vilhelmsen gav.

- Hun var den, der var bedst til at tale om medlemsindflydelse og medlemsinddragelse og om at turde sige ting, også selvom man sidder i regering, siger han.

Ifølge den politiske redaktør sendte de to formandskandidater i det hele taget på to vidt forskellige frekvenser.

- Vilhelmsen sendte til det utilfredse bagland og talte lige ind i den følelse, som ligger under hele det her formandsopgør, og Krag forsvarede stædigt SFs deltagelse i regeringen og gjorde det bedst på substansen, vurderer han.

Jesper Termansen tilføjer, at han dog nok synes, at debatten nogle steder var oplysende. For eksempel fik man i højere grad en fornemmelse af, hvor forskelligt de to ser på selve processen i at være i regering, mener han.

- Omdrejningspunktet var i virkeligheden troen på, hvorvidt medlemsdemokratiet kan strækkes helt ud i yderste kartoffelrække, siger han.

Enten Astrid Krag eller Annette Vilhelmsen bliver på et partikonvent 13. oktober udpeget som SFs næste formand efter en afstemning blandt partiets medlemmer.