Den tidligere konservative toppolitiker Henriette Kjær kan se frem til mindst et år, hvor hun skal vende hver en mønt.

B.T. kan i dag afsløre, at den husleje, inklusiv el og varme, som Henriette Kjær og hendes samlever Erik Skov Pedersen hver måned skal betale for at bo i den fremlejede præstebolig i Charlottenlund, ligger på 20.000 kr. Det oplyser kassereren i Ordrup Menighed Torben Brink til B.T.

Erik Skov Pedersen blev i maj idømt tre års fængsel for groft bedrageri og dokumentfalsk, og medmindre ankesagen ved Østre Landsret i oktober kaster en mildere straf af sig, skal han begynde sin afsoning i løbet af efteråret, og han kan dermed ikke bidrage til familiens økonomi. 

LÆS OGSÅ:

SE BILLEDERNE: Henriette Kjærs fald: Fra Minister til dårlig betaler

Henriette Kjær forlader politik efter folketingsvalget senest i november, men reglerne for afgående folketingsmedlemmer er indrettet sådan, at der bliver udbetalt fuld løn i to år, hvilket vil sige, at hun frem til efteråret 2013 får 49.409 kr. om måneden.

Det første år er lønindtægten sikret, uanset hvad Henriette Kjær ellers måtte finde sig af beskæftigelse, men efter et år vil indtægten blive modregnet.

Hvis gagen fra Folketinget er Henriette Kjærs eneste indkomst, kan hun og drengene se frem til et nyt liv, der er meget langt fra familiens tidligere luksusliv. Selv hvis huslejen er Henriette Kjærs eneste faste udgift, vil der ikke være råd til ret meget andet end mad på bordet.

10.000 kr. tilbage efter skat

Økonomiassistent Mads Hansen fra Økonomicentret, der har specialiseret sig i at rådgive gældsplagede familier, oplyser, at en husleje maksimalt bør udgøre en tredjedel af en husstands nettoindkomst, hvilket vil sige efter skatten er betalt.

LÆS OGSÅ:

Med Henriette Kjærs indkomst på 49.409 kr. før skat vil hun formentlig kun have omkring 10.000 kr. tilbage efter skat til alle andre udgifter.

- Helt generelt og uden at kende til Henriette Kjærs privatøkonomi, så er en husleje på 20.000 kr. om måneden med en indtægt på 50.000 kr. for meget, ud fra vores anbefalinger, siger Mads Hansen.

Skylder millioner

Økonom Susanne Arvad fra Finanshuset Arvad er enig.

- Man skal huske på, at en husleje på 20.000 kr. ikke er fradragsberettiget, og hvis ikke der er andre indtægter end folketingsgagen, så er det efter min mening for lidt, siger hun.

Dertil kommer, at Henriette Kjær og Erik Skov Pedersen stadig slæber rundt på en langtfra ubetydelig gæld. Parret solgte i juni deres villa i Gentofte for 9,3 mio., men på papiret skylder de 13,3 mio. kr. i huset. Samtidig er Erik Skov Pedersen dømt til at betalt 5,4 mio. kr. i erstatning til det fynske ejendomsselskab KJ Ejendomsinvest.