Statsminister Anders Fogh Rasmussen støtter genvalg til EU-Kommissionens formand, José Manuel Barroso.

Den danske regering støtter portugiseren Jose Manuel Barrosos bestræbelser på at blive genvalgt som formand for EU-Kommissionen. Det fortalte statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) onsdag til udenlandske journalister forud for et EU-topmøde i Bruxelles.

Barroso har siddet på posten siden 2004 og vil gerne have en ny fem-årig periode, når der næste sommer skal udpeges en ny kommission.

Fogh gentog desuden, at regeringen gerne vil af med de danske EU-forbehold, inden det næste folketingsvalg, som skal afholdes senest november 2011.

- Det er stadig vores hensigt at holde folkeafstemning om dem i denne valgperiode, sagde Fogh, der også kalder finanskrisen for "et stærkt argument for, at Danmark skal gå ind i eurogruppen".

/ritzau/