Mens udenrigsminister Lene Espersen bliver grillet i medierne, afviser hendes tidligere spindoktor at svare på spørgsmål i den såkaldte mailgate.

Tidligere spindoktor og indirekte årsag til, at udenrigsminister Lene Espersen (K) lige nu befinder sig i endnu et politisk stormvejr, Morten Langager, afviser fortsat at svare på spørgsmål i sagen om måske slettede mails.

- Jeg har ikke nogen kommentarer til det, lyder det kortfattet fra Morten Langager.

Han henviser til en pressemeddelelse, hans tidligere arbejdsplads, Økonomi- og Erhvervsministeriet udsendte tidligere på ugen.

Det var bogen "Projekt Løkke"s beskrivelser af, at Morten Langager angiveligt i sin tid som spindoktor for Lene Espersen i Økonomi- og Erhvervsministeriet krævede e-mails slettet, der startede lavinen mod Espersen.

Økonomi- og Erhvervsministeriet udsendte tirsdag en pressemeddelelse, hvor ministeriet bekræftede, at en embedsmand har fortalt, at han tilbage i maj sidste år fik et opkald fra Morten Langager.

Langager krævede ifølge embedsmanden bestemte e-mails slettet.

Af pressemeddelelsen fremgår det desuden, at Morten Langager, der i dag er kommunikationsdirektør i it-firmaet KMD, afviser at have beordret mails slettet, samt at han ikke "har nogen erindring om den omtalte telefonsamtale".

På spørgsmålet, hvordan det kan hænge sammen, at han på den ene side hævder ikke at have givet ordrer om at slette e-mails, når han omvendt ikke "har nogen erindring" om samtalen med embedsmanden, svarer Morten Langager:

- Som jeg siger til dig, så henviser jeg til Økonomi- og Erhvervsministeriets redegørelse, hvor af det fremgår, at jeg ikke har givet nogen ordre til at slette nogen mails.

/ritzau/