To skatteeksperter påpeger, at Helle Thorning-Schmidt og Stephen Kinnock er sluppet påfaldende let i afgørelsen af nyere tids mest omtalte skattesag

De sidste par års mest omtalte skatteafgørelse blev i går offentliggjort, da statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og hendes mand Stephen Kinnock selv fremlagde afgørelsen sammen med et læserbrev i dagbladet Politiken.

Dermed kan hele Danmark for første gang selv vurdere præmisserne for afgørelsen i skattesagen, der slog fast, at Stephen Kinnock ikke var skattepligtig i Danmark i indkomstårene 2007, 2008 og 2009. To skatteeksperter har gennemlæst afgørelsen for Berlingske, og begge er dybt forundrede over, at afgørelsen faldt ud til statsministerparrets fordel.

Advokat Søren Aagaard, skatteretsekspert hos Advodan, undrer sig over den metode, som Skat anvendte ved opgørelsen af dagene i Danmark. Det helt centrale spørgsmål i sagen var, om Kinnock havde opholdt sig mere eller mindre end 180 dage om året i Danmark. Her opregner Skat, at han i indkomstårene 2007, 2008 og 2009 opholdt sig henholdsvis 157, 161 og 149 dage. Men den måde at afgøre et af de allermest centrale spørgsmål i skattesagen er ikke korrekt, vurderer Søren Aagaard.

Her er hovedpersonerne i skattesagen

- Det er en forkert metode rent skatteretligt. Man skal tælle antallet af dage op over en løbende 12 måneders periode og ikke i forhold til indkomståret. Man kan ikke af afgørelsen se, om personen har opholdt sig i Danmark i mere eller mindre end 180 dage fra eksempelvis juni til juni. Grundlaget for afgørelsen er derfor uklar, da man i princippet kan være her langt mere end 180 dage om året, hvis det fordeles over to indkomstår. Det er helt centralt for, om Kinnock skulle betale skat i Danmark, påpeger Søren Aagaard og henviser til, at Skat flere gange i afgørelsen påpeger, at det retlige grundlag er ophold indenfor en 12 måneders periode og ikke indkomståret.

Skattepligtige for mindre

I den ni sider lange skatteafgørelse står det ellers klart, at Skat har været særdeles grundige i behandlingen af skattesagen og spørgsmålet om, hvorvidt Kinnock har været skattepligtig i Danmark. Skat skriver i kendelsen, at man har gennemgået Kinnocks kalendere, hans køb af flybilletter, ansættelseskontrakter, kontoudskrifter fra banker i ind- og udland, kreditkorthævninger og selvangivelser fra Storbritannien og Schweiz.

Direktør Michael Nielsen fra skatterådgivningsfirmaet Care Udland har også gennemlæst de ni sider fra Skat, og han er dybt forundret over afgørelsen. Opgørelsen af, om opholdet i Danmark har overskredet 180 dage sammenholdt med, om Kinnock har arbejdet under sine ophold, er det helt afgørende for sagen. Og især det sidste hæfter Michael Nielsen sig ved, da afgørelsen lister op, at Kinnock i 2009 og 2010 har deltaget i tre møder i Danmark og i enkelte tilfælde besvaret arbejdsrelaterede mails eller telefonopkald.

- Det er jo naturligt som direktør, men jeg har haft klienter, som er blevet erklæret fuldt skattepligtige for mindre. Det er en afgørelse, som balancerer på en knivsæg, og de har været meget heldige. Hvis jeg havde en kunde med de her vilkår, så ville jeg nok forberede kunden på, at man er skattepligtig. Det er selvfølgelig et skøn i sådanne sager, men Skat har været meget flinke ved dem, siger Michael Nielsen, der også undrer sig over opgørelsesmetoden af de 180 dage:

- Det er en klokkeklar fejl, at man opgør det i forhold til indkomstår. Det skal være over en 12 måneders periode, siger han. En rådden skattesag