Dansk Folkeparti vil have integrationsborgmesterposten i København. Deres spidskandidats mærkesag er at få bøllerne væk fra gaden ved at få dem til at begynde til dans og badminton.

Carl Christian Ebbesen har fået nok. Han er træt af bøller, der står og hænger på gaderne i København. Derfor går han nu efter at blive hovedstadens nye integrationsborgmester.

- Nu skal der andre boller på suppen. De unge lømler skal væk fra gaden og ud i meningsfyldte aktiviteter. De skal begynde til fritidsaktiviteter som fodbold, badminton, musik og dans, altså lave ting på lige fod med alle andre aktive unge, siger han til bt.dk. 

Hvordan vil du få hårdkogte bandemedlemmer til at gå til badminton?

- Den opgave skal løses af medarbejdere på gadeplan. De skal tale med de unge og på den måde få dem væk fra gaden.

Forslaget kommer samtidig med, at Frank Jensen, der er favorit til at overtage overborgmesterposten, har udtalt til bt.dk at han ikke vil blokere for DF'eren som integrationsborgmester.

- Den udmelding tager jeg imod med en udstrakt hånd. Og jeg vil gerne sige med det samme, at hvis vi får tilstrækkelig opbakning og får posten, så er vi selvfølgelig interesseret i at lave så bredt et samarbejde som muligt, kvitterer Carl Christian Ebbesen.