Måske bliver du som dansker ikke så overrasket over at se priserne ved dette års Grand National, som afholdes på den ikoniske væddeløbsbane, Aintree Racecourse, nær Liverpool i England.

Det gør briterne til gengæld.

Lørdag forventes tusindvis at deltage i hestevæddeløbet, der har eksisteret siden 1837, men det er altså priserne for mad og drikke, der er løbet med overskrifterne indtil videre. 

'Jeg er vant til at betale tåbelige priser for temmelig elendig mad ved løbene, men burgeren til 10,50 pund (uden pommes frites) på Aintree i dag var lige toppen af elendighed. Det var faktisk imponerende, hvor kedelig den var. Jeg ville undgå det madtelt for enhver pris,' skriver en bruger, der allerede har været på besøg i Aintree forud for hovedløbet lørdag.

Her ses en række af priserne ved løbet i Aintree.
Her ses en række af priserne ved løbet i Aintree. Foto: X
Vis mere

Herunder ses en række af de andre brugerkommentarer, der ses på X.

  • 'Modbydelige priser på Aintree.'
  • 'Jeg rører ikke alkohol, men det siger sig selv, at priserne på alkoholiske drikke ved dette års Grand National-træf i Aintree mildest talt er overordentlig høje.'
  •  'Vi har brug for nogle vindere for at få råd til disse priser i morgen!'
  • 'The Echo har netop offentliggjort disse priser på drikkevarer til Aintree, og min bankkonto græder allerede. 37,50 pund for en flaske vin.'

37,50 pund svarer til 328 danske kroner, hvilket er prisen for både rød, hvid og rosévin, og hvis du vil flotte dig, kan du opgradere til en prosecco for 402 kroner.

Er du mere til øl, cider eller drinks, kan du få 33 cl Guinness til 61 kroner, en cider til 57 kroner eller en drink til 114 kroner.

Ifølge The Sun er Grand National det mest berømte løb i verden, og vinderen får hele 4,4 millioner kroner. Så er der i hvert fald råd til at fejre sejren med en flaske eller to.