TV2's sportschef Frederik Lauesen får nu udbetalt en millionerstatning efter hans kone Laila pludselig døde af en blodprop forrige år. Der blev nemlig ikke gjort tilstrækkeligt for at hjælpe hans kone har Patientforsikringen slået fast.

Der blev ikke gjort tilstrækkeligt for at undersøge og hjælpe 39-årige Laila Sylvester Grossmann, da hun efter måneder med smerter i arme og bryst døde af en blodprop i hjertet. Hun døde en aften i november 2007 i sit hjem i Mesinge ved Kerteminde.

Det har hendes mand, TV 2’s sportschef Frederik Lauesen, fået medhold i fra Patientforsikringen. Det skriver Fyens Stiftstidende.

Et medhold, der betyder en økonomisk kompensation til de efterladte på knap en million kroner.

- Beløbets præcise størrelse har jeg ikke lyst til fortælle, men jeg vil gerne sige, at det ikke er amerikanske forhold. Det kompenserer for en forsørger, men det er ingen trøst, siger Frederik Lauesen.

For parrets to børn betyder erstatningen derudover, at et beløb svarende til børnebidraget frem til deres 18. år, sættes ind på en spærret konto, til børnene er myndige.

Frederik Lauesen har tidligere fortalt til B.T., hvordan han sammen med sin svoger, der overnattede i familiens hus, kæmpede en desperat, umulig kamp for at redde sin kone, som midt om natten pludselig holdt op med at trække vejret.

I flere måneder klagede hun over stærke smerter i arme og bryst og løb lægerne på dørene. Men hver gang blev hun dysset ned med en besked om, at det 'bare var stress', og hun fik blot stukket recepter i hånden på smertestillende piller.

Ingen af de tre læger tog initiativ til at sende hende til en hjerteundersøgelse, selv om hun havde alle de klassiske symptomer på forkalkning i hjertet.

Hun fik således hverken taget EKG eller målt kolesteroltallet. Ingen opdagede, at hun faktisk var tæt på at dø af sin hjertesygdom.

- Jeg er på ingen måde bitter, men jeg mener, at lægerne skal stå til ansvar for deres sløsethed og overfladiskhed. Selv om hun nogle dage gik helt ned i knæ på grund af sine stærke smerter, slog de det bare hen som ufarlig stress. Men smerterne var jo faktisk hjertekramper - tegn på, at hendes krop var på vej til at kollapse, sagde Frederik Lauesen.

Han mener, at hvis bare en af de tre skiftende læger, hun havde jævnlig kontakt med før sin død, havde ordineret en EKG-undersøgelse af hjertet eller havdet tjekket hendes kolesteroltal, havde hun uden tvivl været i live i dag. Så kunne en ret simpel ballonudvidelse givetvis havde forebygget blodproppen.

Frederik Lauesen havde klaget over familiens egen læge og en kollega i samme lægehus og over en vagtlæge i Odense, som parret opsøgte. Ingen af dem tog hendes symptomer alvorligt. I alt havde hun lægekontakt mere end ti gange den sidste tid - inclusiv telefon-konsultationer.

Seks dage før dødsfaldet var Frederik Lauesen så vred og fortvivlet, at han ringede for at kræve handling her og nu i form af en EKG-undersøgelse. Det blev også aftalt, men da var det desværre for sent.

- Hun klagede over smerter. Vi talte igen om at ringe til lægen, men valgte at vente lidt. Lidt senere fik hun endnu flere smerter - nu også i hænderne, og pludselig ud på natten fik hun akut besvær med at trække vejret.

Jeg kaldte på hendes bror, som overnattede hos os, og sammen begyndte vi at give hjertemassage. Men forgæves. Jeg kunne ikke redde hende, sagde Frederik Lauesen .

- Jeg ønsker ikke at hetze de tre læger, men jeg ønsker klarhed over, hvorvidt vi ikke fik den behandling, vi havde krav på, siger Frederik Lauesen, der har ventet i lidt over otte måneder på at få afgørelsen.

Overrasket over afgørelsen er han ikke.

- Når man tager sig sammen og klager over den behandling, man har fået, er det vel fordi, man er sikker på, at man har ret. Og jeg har aldrig været tilfreds med det, de gjorde for Laila, siger han.