Med rygter om fyringer i luften lød startskuddet til forhandlinger om en ny overenskomst for 180.000 statsansatte i går.

Både den statslige arbejdsgiver, finansminister Thor Pedersen (V), og de ansattes topforhandler Peter Waldorff, søgte dog at nedtone, at de bebudede besparelser på regeringens endnu hemmelige forslag til finanslov vil få afgørende indflydelse på forhandlingerne.

»Jeg forsøger at holde de to ting adskilt. Lige nu er der stor utryghed blandt vores medlemmer, men finansministeren har gjort det tydeligt for os, at han ikke har planer om at gennemføre massefyringer. Han har dog ikke løftet nogen flig af finansloven for os,« sagde Peter Waldorff efter gårsdagens møde i Finansministeriet.

Han lod dog forstå, at han gerne havde været uvisheden om finansloven foruden: »Vi har ikke ønsket at forhandle sideløbende med, at der er finanslovsforhandlinger, men det er et vilkår, vi har nu,« konstaterede Peter Waldorff, der tager sin første tørn ved forhandlingsbordet som formand for forhandlingsfællesskabet CFU, Centralorganisationenes Fællesudvalg.

Thor Pedersen gjorde også sit til at afdramatisere regeringens planer med bemærkninger om, at det var medierne, der på det nærmeste havde fyret alle de statsansatte. »Men indtil videre har jeg ikke afskediget nogen, og det er jeg meget tilfreds med,« sagde finansministeren.

Mere i løn, nyt lønsystem og to ekstra feriefridage, er topkravene blandt politibetjente, told- og skattefolk, AF-medarbejdere og de øvrige statsansatte.

På den anden side af bordet er finansministeren stærkt optaget af at få indført begrebet plustid, som vil gøre det muligt at placere arbejdstiden langt mere fleksibelt uden at skulle betale for overarbejde eller give særlige tillæg.

En model, som er overvejet i Finansministeriet, går således ud på, at ledelse og udvalgte medarbejdere kan indgå lokale aftaler om en arbejdsuge på 43 timer. Betalingen for de seks ekstra timer, der ligger ud over den almindelige 37 timers arbejdsuge, vil være normaltakst.

Indføres plustid, vil der være tale om et klokkeklart brud med princippet om, at overtid er noget, der giver ekstra kroner. Blandt de statsansatte er der da også udbredt skepsis over for plustid. Bekymringen går blandt andet på, at den enkelte medarbejder vil føles sig presset til at sige ja.

I forvejen udnytter kun få statslige arbejdsgivere de eksisterende muligheder for aftaler om fleksibel arbejdtid.

»Med hensyn til arbejdstiden ser vi lidt forskelligt på, hvilke forbedringer, der er behov for,« lød Peter Waldorffs sparsomme og samtidig yderst diplomatiske kommentar i Finansministeriet i går. Forhandlerne mødes igen den 18. januar.