I øjeblikket sidder 16 fanger med livstidsdomme i de danske fængsler. Fredag besluttede rigsadvokat Henning Fode, at han vil kræve straffen over en prostitueret fra Odense skærpet, efter at hun ved landsretten fik 16 års fængsel for to drab.

To medsammensvorne, Karl Marius Valdemar Jensen og Henning Jørgensen, fik straffe på henholdsvis 12 og fire års fængsel, men de domme har rigsadvokaten ikke anket.

Den 36-årige kvinde blev ud over drabene dømt for røveri mod den 82-årige Jens Alfred Madsen, hvor udbyttet blev på op til 700.000 kroner - det stjålne beløb er aldrig blevet slået fast.

Han blev i november 1999 stranguleret og fik halsen skåret over, da røveriet blev gennemført i hans hjem i Søndersø ved Odense.

Og så dømte landsretten hende skyldig i bedrageri, fordi hun fortsatte med at hæve sin 46-årige handicappede mands pension, efter at han var blevet dræbt - et bedrageri, der indbragte en kvart mio. kroner.

Endelig blev kvinden dømt for usømmelig omgang med lig, idet hun fjernede fem tænder fra sin dræbte mand for at skjule hans identitet, inden hans lig blev gravet ned i hendes baghave. Der gik to år, førend forbrydelsen blev afdækket, og Helle Sara Peters blev anklaget for at have dræbt sin mand.

Når dommen lyder på livsvarigt fængsel, afsoner forbryderen i snit 16 år og ni måneders fængsel ifølge en sammentælling, som Direktoratet for Kriminalforsorgen tidligere har foretaget. Den bygger på gennemsnittet for de livstidsfanger, som siden midten af 1980'erne er blevet benådet.

En enkelt af disse fanger har dog trukket gennemsnittet godt op, nemlig livstidsfangen Palle Sørensen, der sad fængslet i over 33 år for drabene på fire politifolk i 1965. Palle Sørensen blev i fjor løsladt efter en længere udslusningsperiode.

Den korteste afsonede straf blandt de 13 benådede var 12 år, har direktoratet oplyst. Selv om nogle af dem senere får lov attter at komme ud i samfundet, så er det ikke sikkert, at de dermed holder sig ude af kriminalitet.

Det gjaldt blandt andre den 42-årige Jørgen Rosenbæk Jørgensen, hvis benådning blev ophævet sidste år, efter at han begik røveri mod en ældre kvinde på Østerbro i København.

Han var oprindeligt idømt fængsel på livstid for et lejemord på en narkoprostitueret i 1980.

Rækken af livstidsdømte repræsenterer en stribe af de groveste forbrydelser herhjemme. De seneste år har følgende personer hørt dommen"fængsel på livstid" lyde ved danske domstole:

2000: Lars Lee Leif Anborg-Nielsen for at have dræbt og derefter sexmisbrugt den 10-årige Susan Rasch Ipsen i Tranumparken i Brøndby Strand.

1999: Pavel Przenioslo. Den 22-årige mand dræbte sin ven i et opgør om udbyttet fra et røveri. Derefter skød han vennens gravide kæreste og hendes far for at slippe af med vidnerne. Pigen overlevede mirakuløst, men stærkt handicappet.

1999: Chris Riise Bundgaard for tre drab i narkomiljøet i Farum og København. To af drabene blev henlagt som narkodødsfald, til han meldte sig selv.

1998: Den 39-årige Hells Angels-rocker Vagn Smidt for drab og tre drabsforsøg på medlemmer af Bandidos. Han åbnede ild mod sine rivaler ud for en restaurant i Liseleje under rockerkrigen.

1998: Hells Angels-rockeren Jørgen "Fehår" Nielsen for medvirken til drab og fem drabsforsøg i forbindelse med nedskydningen af Bandidos-medlemmet Uffe Larsen ved lufthavnen i Kastrup i 1996.

1998: Bandidos-prøvemedlemmet Niels Poulsen for at have affyret en panserværnsraket ind i klubhuset hos Hells Angels i København midt under den årlige Vikinge-fest. To blev dræbt og 18 såret.

1997: Højesteret idømte børnelæge Elisabeth Wæver livsvarigt fængsel som den første kvinde i 50 år for på Bornholm at have sat ild på sin elskers hjem, så hans 42-årige hustru og to drenge på fire og syv år omkom.

1993: Jens Hammershøi Vittrup for at have voldtaget og dræbt den 22-årige medicinstuderende Betina Jørgensen Kjær i Odense.

1992: Den dengang 36-årige vinduespudser Erik Karl Geldam for rovmordet på to ældre mennesker. Han blev dømt for at skære halsen over på en 76-årig mand og en 68-årig kvinde, begge på Amager.

1991: Højesteret idømte den dengang 33-årige Peder Dinesen Fur livsvarigt fængsel for drabet på den seks-årige Joachim. Han blev fundet i udkanten af Randers, hvor han var dræbt med adskillige knivstik.

1988: Hells Angels-rockeren Morten Jacobsen for at have slået et medlem af den rivaliserende klub Bullshit ihjel i Aalborg. Han havde også rettet en dysekanon mod Bullshits klubhus i den nordjyske by, men kanonen"klikkede", da han forsøgte af affyre den.

I 1997 blev han jagtet af politiet, fordi han ikke var vendt tilbage til fængslet efter en uledsaget udgang.

1986: Seth Sethsen fra Grønland fik livstid for rovmod på en taxichauffør.

1985: Jugoslaviske Naum Conevski blev dømt for at have skudt to drenge, der ville overnatte ved Femøren på Amager. Conevski fik sidste år afslag på at få lov at vende hjem til Makedonien, fordi den jugoslaviske forbundsstat ikke kan garantere, at han fortsat får psykologisk behandling.

1982: Sex-drabet på den ti år gamle Malene koster Frede Sander Jensen fængsel på livstid.

1982: Narkohandleren Jørgen Rosenbæk Jørgensen dømmes for at have dræbt den 22-årige Michelle Andersen med 24 knivstik.

Han stak nogle år senere af under en udgang, men blev efter nogle måneder anholdt i lufthavnen. Han blev senere benådet, men røg atter i fængslet, fordi han i 1999 overfaldt en ældre kvinde i hendes hjem i København.

1977: Claus Berggren blev dømt for at have dræbt to piger, der begge hed Conny. Det første offer var en 16-årig pige i Randers i 1976, mens det andet offer - en pige på otte år - blev slået ihjel i København.

I 1990 blev han benådet, men efter et år røg han atter bag tremmer efter vold mod en veninde og efter at have forbrudt sig mod sine prøveløsladelsesbetingelser. /ritzau/