Det kan være en fordel, hvis ungerne ikke er til at drive væk fra computerskærmen i sommervarmen. Kroppen bliver måske nok lad, men øjnene er lynende hurtige.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Unge, der spiller meget computerspil - de såkaldte gamere - har hurtigere visuelle reaktioner og reagerer hurtigere i hjernen på indtryk. Det viser en stor undersøgelse publiceret i det anerkendte amerikanske fagtidsskrift Acta Psychologica.

Det kan godt være, at gaming på overfladen er en ret stillesiddende beskæftigelse, men på indersiden af gamerens hoved går det lynhurtigt. Og når gameren rejser sig og går ud i den virkelige verden, så tager han sin hurtige reaktionsevne med sig.

Inkarnerede computerspillere er nemlig langt hurtigere til at overskue deres omgivelser og få øje på det, de leder efter, end folk, der aldrig spiller.

Undersøgelsen tyder på, at den konstante årvågenhed, som kræves i de fleste computerspil, simpelthen gør spillere bedre til at få mening i det, de ser.

Hurtigere
Undersøgelsen blev udført med hjælp fra to grupper af universitetsstuderende. Den ene gruppe var inkarnerede gamere, den anden spillede så godt som aldrig. Det viste sig, at gamerne var hurtigere til at udse sig et specifikt mål på en skærm med mange elementer. Deres hjerner fungerede ikke anderledes end ikke-gamerne, og deres »søge-strategi« var den samme - de var bare hurtigere.

Liv eller død
Det er uvist, om undersøgelsens resultater har nogen betydning for vores liv. Hastighedsforskellen var trods alt kun nogle hundrede milli-sekunder.

Lederen af undersøgelsen, professor Alan Castel fra Washington University i St. Louis, USA, udtaler til Reuters, at milli-sekunderne sagtens kan være det, der afgør forskellen på liv eller død i forbindelse med f. eks. trafikulykker.