Selv om en ny it-virus er avanceret og stiler målrettet mod kunder i netbankerne, vækker den ikke den store uro hos hverken Danske Bank eller it-sikkerhedscentret Dk-Cert under Uni-C. Den nye virus, Bugbear B, betegnes som endnu én i rækken, og den ventes ikke at kunne give problemer for danske netbankkunder, fordi der er en høj sikkerhed i de danske banker.

Bugbear B har spredt sig kraftigt de seneste dage, om end der i dag var tegn på, at den i flere lande var ved at klinge af. Der er tale om en virus, der spreder sig via en e-mail, hvor emne og afsender er hentet fra den inficerede pc. Her finder Bugbear B adresser og tekststumper, som den bruger til at "forklæde" sig med.

/ritzau/