Mobiltelefoner, der sælges i Danmark, bliver fra nytår mærket for stråling. Direktør Tom Togsverd i brancheforeningen ITEK, der blandt andet dækker telekommunikation, forklarer, at mærkningen sker for at berolige forbrugerne.

"Hvis man er nervøs for at give ens barn en mobiltelefon, skal man selv have mulighed for at vælge en mobiltelefon med lav stråling," siger Tom Togsverd.

Dansk Industri har sammen med organisationer i andre europæiske lande besluttet, at mobiltelefonerne skal mærkes. Mærkningen vil vise, hvor meget stråling der påvirker hjernen, når man taler.

Strålingen giver en svag opvarmning af hjernen, og dette betegnes som telefonens SAR-værdi. Den værdi vil komme til at figurere på telefonen eller i dens emballage, lover Tom Togsverd.

Verdens sundhedsorganisation, WHO, anbefaler en SAR-værdi på maksimum 2,0. I USA er grænseværdien nede på 1,6. /ritzau/