Danmarks revydronning gennem flere generationer døde i går, 91 år gammel. Altid frisk, energisk og fuld af gåpåmod. Sådan var mange af de roller, flere generationer af danske biograf- og revygængere oplevede Marguerite Viby i. Og sådan var virkelighedens Marguerite Viby også.
Ved hjælp af en ufattelig viljestyrke lykkedes det hende at kæmpe sig tilbage og få en lykkelig og aktiv alderdom, efter at hun i 1985 blev ramt af en alvorlig sygdom.Og lige til det sidste elskede hun at kaste sig ud i udfordringer. Således er det blot to år siden, den dengang 89-årige revydronning tog til Hawaii med datteren Susse Wold og svigersønnen Bent Mejding på rafting-ferie. Også hendes 85-års fødselsdag blev fejret på denne utraditionelle måde: I en gummibåd med skumsprøjt om ørerne på en riverrafting-tur med sit barnebarn Christian.
Men søndag var kræfterne sluppet op for Marguerite Viby, der mere end nogen anden kvindelig skuespiller kom til at stå som en lysende stjerne over den danske film- og revyscene op gennem næsten hele 1900-tallet. Og med hende døde en epoke i dansk teaterliv.
Hun dukkede op på scenen nogenlunde samtidig med, at Ellehammer gjorde forsøg med sine flyvende uhyrer i århundredets begyndelse, og derefter dansede, sang og sprudlede hun til op i 1980erne.
Marguerite Viby var blandt sin tids største kunstnerinder inden for lystspillet og revyen, hvor hun var et sprudlende livstykke, som kunne forgylde og udødeliggøre selv forholdsvis banale tekster.
Med sin kvidrende vibrato udødeliggjorde hun melodier som »Jeg har elsket dig, så længe jeg kan mindes«, »Før vi fik bil«, »Tingelingeling for dig og tingelingeling for mig« - og selv om hendes glansperiode vel for alvor lå i århundredets første halvdel, fortsatte hun dog med i ny og næ at vise sit format.
Således har den yngre generation adskillige gange oplevet n af de utallige genudsendelser af glansnummeret »Jazzballet« fra Cirkusrevyen i 1965, hvor hun spillede en overgearet husmor.
Marguerite Viby debuterede som 17-årig på Apollo Teatret i Aalborg, og siden gik det i rask tempo over revyscener i Helsingør og Århus til de københavnske scener.
Hun var med på de kendte Scala-revyer, hvor hun parodierede Josephine Baker med det »anstødelige« bananskørt, og hun huskes bl.a. fra de år for »To øjne så blå som violer, to læber så røde som lak« og Poul Henningsens »Det er sjovt at være til, man sku' aldrig være andet«.
Marguerite Viby optrådte i flere år i Dagmar- og i ABC-revyen, og hendes jazzende husmoder i Cirkusrevyen i 1965 blev en så stor succes, at den måtte gentages året efter.
Indimellem fik Marguerite Viby tid til at indspille et halvt hundrede film, hvorfra en række af hendes kendteste numre stammer.
Blandt hendes seneste opgaver huskes Marguerite Viby for sin rolle som rengøringskonen, der var meget mere end det i TV-serien »En stor familie« fra begyndelsen af 1980erne, som i humoristisk form beskrev trakasserierne på et kontor.
Marguerite Viby var folkelig i sin kunst, men munterheden og den umiddelbare charme var disciplineret, og derfor blev den lette tone seriøs.
I 1976 blev Marguerite Vibys Jubilæumsfond indstiftet, og siden har cirka 30 unge skuespillertalenter modtaget hæder og legater på samlet op mod en million kroner fra fonden.
Således modtog Sidse Babett Knudsen i 1999 90.000 kroner fra fonden efter sin præstation i filmen »Den eneste ene«.
Men Viby nøjedes ikke med selv at uddele legater. Hun var også selv blevet hædret med en lang række legater, heriblandt Johanne Luise Heibergs legat, Liva Weels jubilæumslegat, Ole Haslund-prisen, og i 1983 blev hun kåret som Årets Frederiksberg-kunstner.
Siden fulgte i 1987 Clara Pontoppidans fødselsdagslegat og Karl Gerhardts Hæderspris.
I 1993 blev hun udnævnt til Revyernes Revys Æreskunstner, og i 1999 fik hun sin egen udstilling på Revy- & Morskabsmuseet: »Vi har elsket dig så længe, vi kan mindes«.
Sin sidste offentlige fremtræden havde en bevæget Marguerite Viby, da hun i marts 2000 modtog en Æres-Bodil for sin karriere i dansk film.
