Forbundene i hovedorganisationen LO vil ikke være med i en lønkommission uden markante ændringer i regeringens udspil. LO vil lave nyt forslag til regeringen.

LO's forbund deltager ikke i regeringens lønkommission uden markante ændringer. Det besluttede hovedorganisationens ledelse torsdag morgen. LO vil derfor forfatte et nyt forslag ud fra det, regeringen sendte til fagbevægelsen onsdag aften.

- Overskriften for ændringerne er mere fokus på ligeløn og mindre fokus på fedterøvstillæg og ideologi. Vi sætter os nu ned og formulerer de nødvendige ændringer. Hvis ikke regeringen tager imod det, så er vi i en situation, hvor LO ikke synes, det er interessant at deltage i en lønkommission, siger LO's formand Harald Børsting til Ritzau.

I regeringens udspil er der ellers lagt op til, at seks repræsentanter fra LO skal sidde med, når og hvis en lønkommission går i gang med at kigge på løn. Ifølge oplægget er det især lønnen i den offentlige sektor, der skal granskes.

- Vi havde gerne set et større fokus på det private, men det ville hverken de private arbejdsgivere eller regeringen. Derfor skal der ifølge vores mening et skærpet fokus på den offentlige sektor. Regeringen vil kigge alt for meget på løn som ledelsesværktøj, siger Harald Børsting.

LO's teknikere kaster sig nu over regeringens oplæg. Et alternativt udspil fra fagbevægelsen ventes i løbet af torsdag eftermiddag.

/ritzau/