Drop al snak om ledelse og arbejdstid, så vil LO gerne være med. Hovedorganisationen er nu klar med svar på regeringens oplæg til lønkommission.

Det kræver markante ændringer i det oprindelige udspil, hvis LO skal være med i regeringens lønkommission. Fagbevægelsen fik onsdag udspillet fra regeringen og er nu klar med et svar til finansminister Lars Løkke Rasmussen (V). LO's ledelse mødtes torsdag morgen og satte teknikerne i gang med at redigere i ministerens forslag. Nu er det så op til ministeren, om det bliver til noget, lyder det fra LO's formand Harald Børsting.

- Jeg håber, at ministeren tager vel imod vores forslag og vi på den baggrund kan blive enige om at sætte arbejdet i gang. I modsat fald er vi i en situation, hvor det næppe bliver til noget, siger Børsting til Ritzau.

LO har pillet flere afsnit om løn som ledelsesværktøj ud. Derudover er der flere steder i teksten konkretiseret, at det handler om ligeløn i den offentlige sektor. Harald Børsting peger også på, at kommissionen ikke skal kigge på arbejdstidens placering.

- Vi har pillet ledelsesområderne ud og arbejdstid - altså det vi kalder overenskomststof. Det skal kommissionen ikke beskæftige sig med. Vi forsøger at sætte lidt mere fokus på det kønsbestemte ligelønsproblem og det kønsopdelte arbejdsmarked. Kort fortalt er der taget ting ud, der skal klares i andre sammenhænge og sat mere fokus på ligeløn, siger Harald Børsting.

/ritzau/