Flere vacciner er vejen frem

Vacciner vil komme til at spille en større rolle for folkesundheden. Fremtiden vil bringe nye vacciner mod sygdomme, som vi i dag hverken kan helbrede eller forebygge. Det skriver månedsbladet Helse.

Overlæge Tove Rønne fra Statens Seruminstitut regner med, at forældre i de nærmeste år vil få tilbudt vaccine mod flere end de otte sygdomme, som børn i dag vaccineres mod. Øverst på hendes ønskeliste står vaccinationen mod hepatitis B - smitsom leverbetændelse.

- Der kommer flere og flere tilfælde af smitsom leverbetændelse blandt børn - især i institutioner. Sygdommen er meget alvorlig og kan i værste fald ødelægge leveren eller give kræft. Næsten alle steder i udlandet, hvor man har råd til det, bliver børnene vaccineret mod leverbetændelse. Det er på tide, at vi også begynder at overveje det i Danmark, siger Tove Rønne til Helse.

Hun ser også gerne, at Danmark begynder at vaccinere mod den langt mere almindelige bakterie pneumokokken, som kan give mellemørebetændelse, lungebetændelse og i nogen tilfælde menigitis.

/ritzau/