Piger og drenge kan ikke alene se frem til uligeløn på arbejdsmarkedet. Også i deres egen familie får pigerne færre lommepenge og færre forbrugsgoder end drengene.

Drenge får mere i lommepenge, tjener mere i fritiden, sparer flere penge op og har flere varige forbrugsgoder end pigerne, viser helt nye tal fra en endnu ikke offentliggjort bog fra Forum for Reklameforskning ved Handelshøjskolen i København, skriver Forbrugerinformationens nyhedsbrev Fi.dk.

Ifølge bogen, der har titlen "Børns Opvækst som Forbrugere", får en fem til syv-årig dreng godt 73 kroner i lommepenge om måneden, mens en pige gennemsnitligt ligger på 68 en halv krone. Det fortsætter blandt de otte til ti-årige, hvor forskellen er på cirka 17 kroner i drengenes favør.

Interessen for at tjene penge er generelt større hos drengene. De arbejder flere timer end pigerne, og tjener også mere. Størst forskel er der i 16-18 års alderen, hvor pigerne tjener 2663 kroner i gennemsnit om måneden mod drengenes 3105 kroner. Derfor kan drenge også spare mere op.

/ritzau/