Han har levet i en klam, colombiansk jungle i 36 dage, han er konstant blevet bevogtet af 13-årige drenge bevæbnet med maskinpistoler og har været omgivet af fugleedderkopper og giftslanger.
Samtidig har han levet i konstant uvished om sin skæbne, frygtet for sin kæreste, travet rundt i ukendte egne, frygtet malaria og levet udelukkende af ris og bønner.Alligevel var det efter 36 dages fangenskab en forbløffende fattet Erik Kjærsgaard Eriksen, der i går landede i København Lufthavn.
Og glæden over at være tilbage i sit hjemland var til at ta' og føle på.
»Det er som at blive genfødt. Det er som at få et nyt liv,« sagde Erik Kjærsgaard Eriksen og så ud til at mene hvert et ord.
Klokken 15.00 landede hans fly på dansk jord, og iført ren skjorte steg han ud til varm gensynsglæde med sin far.
Vejen til det møde var lang og gik over Colombias regnfyldte jungle, hvor Erik Kjærsgaard Eriksen blev holdt som gidsel i 36 dage.
I mandags blev han frigivet af den venstreorienterede oprørsbevægelse ELN efter et fænomenalt arbejde fra den svenske diplomat Jocke Nyberg, den danske diplomat Søren Vöhtz og den danske konsul i Colombia.
»Det er nu 40 timer siden, jeg blev frigivet og 40 dage siden, jeg var i stand til at sove. Det har været et utroligt pres,« siger Erik Kjærsgaard Eriksen.
Sammen med sin colombianske kæreste var han for over fem uger siden ude at køre en tur på en vej, som myndighederne havde advaret folk mod at bruge på grund af guerilla-grupper.
Men Erik Kjærsgaard Eriksen vidste ikke, at han skulle være specielt opmærksom på den vej. Og selv om en fornemmelse om utryghed gnavede i ham, fortsatte han med at køre videre.
En vejspærring satte brat en stopper for Erik og kærestens tur. De blev taget til fange af ELN, der ville have en stor løsesum for at frigive den rige vesterlænding.
»Jeg blev ført langt ind i junglen. Vi gik i mange timer tre dage i træk. Efter et par dage var jeg temmelig syg. Men jeg blev ført længere op i en slugt,« husker Erik Kjærsgaard Eriksen om de første, desperate dage.
Ad små stier, som guerillaerne havde hugget fri med deres machetter, kom de frem til det sted, som skulle blive Eriks hjem i over en måned.
»Der fik jeg lov til at være. De havde revolvere og maskinpistoler, og jeg vil tro, at der var 12 til 13 personer til at følge mig derop. Så det var ikke nemt at stikke af,« siger Erik Kjærsgaard Eriksen om de barske dage, hvor han ikke vidste, hvad der skulle ske med ham.
»De sagde, at de var fra ELN, der er en af de to primære grupper. Men jeg vidste jo ikke, om det var rigtigt. Det kunne være gemene kriminelle.
På et tidspunkt var der en, der spurgte, om jeg vidste, hvorfor jeg var her. Da jeg sagde, at det gjorde jeg ikke, svarede han bare »penge!«.
De yngste af dem var 13 år gamle drenge med revolvere og maskinpistoler. Og jeg kunne ikke lade være med at tænke på min datter på 12 år,« siger Erik Kjærsgaard Eriksen.
Colombia er det land, hvor flest mennesker bliver bortført. Gidseltagningerne er med til at give penge, hvis de internationale firmaer betaler for at få frigivet de ansatte, der bliver kidnappet.
»Men min kontrakt var lige sluttet. Jeg havde arbejdet for EU, og jeg vidste, at de ikke ville betale, og at Danmark heller ikke ville. Så jeg spekulerede meget på, om de så gad slæbe mig ud af junglen igen.
De fortalte mig, at en kugle kostede ti kroner, og spørgsmålet var så, om de ville bruge én på mig,« siger Erik Kjærsgaard Eriksen.
Normalt er gidseltagerne klar til at væbne sig med tålmodighed og bruger gerne et år på at få deres penge. I gennemsnit er et gidsel kidnappet i et halvt år, før han kommer hjem.
»Så jeg var i en situation, hvor jeg vidste, at det kunne tage mellem et halvt og et helt år. Nogle har været gidsler i 13 måneder. Nogle gange tænkte jeg på, om det overhovedet nyttede. Om jeg overhovedet ville komme ud,« siger Erik.
Han havde dog et håb midt i desperationen.
»Jeg havde adgang til en kasetteradio, hvor batterierne var ved at slippe op. Og der hørte jeg om en dansker, der var blevet bortført. Det betød, at nogen vidste, hvad der var sket med mig.
I begyndelsen vidste jeg slet ikke, om folk var klar over det. At der var nogen, der vidste det.«
I den samme radio kunne han høre om omfattende massakrer i landet.
»Den ene dag var 50 blevet dræbt, den næste 20. Det skabte usikkerhed.
Jeg troede, at jeg skulle være der i måske ni måneder. Og så spekulerede jeg på, om de mente det, da de sagde, at jeg nok skulle slippe ud, eller om de ville skyde mig på vej ned.
På intet tidspunkt var de meget ubehagelige, og de sidste dage fik jeg også kød, ligesom de tilbød mig en sodavand, da vi var på vej ned. På det tidspunkt havde jeg kun fået vand med sukker i i 36 dage, så det var skønt,« siger Erik Kjærsgaard Eriksen.
Under opholdet havde han fået en blok, hvor han førte sin dagbog. Den skulle hans efterladte have, hvis noget gik galt.
»Så folk kunne se, hvad der var sket.«
Mens han var taget til fange i junglen, regnde det det meste af tiden, og hans hverdag gik med at holde varmen, så han ikke blev syg og ellers spise det, han kunne få eller finde selv.
Dagligt blev han ført ned til en nærliggende flod, hvor han kunne holde fysikken ved lige ved at svømme mellem 150 og 200 meter. Længere slog kræfterne ikke til.
I begyndelsen var hans colombianske kæreste også taget til fange ELN-gruppen, men blev frigivet, så hun kunne fortælle, hvad der var sket med Erik.
»Det værste var tiden alene. Jeg kunne ikke tale med dem om ret meget. De anså det ikke engang for mærkeligt, at vi sad der. De var klar til at sidde der i et år,« siger Erik Kjærsgaard Eriksen, der udelukkende fik ris og bønner i de 36 dage.
»Jeg skal ikke have ris i meget lang tid.«.
I de sidste 13 år har han arbejdet for forskellige humanitære organisationer i udlandet og har ikke arbejdet i Danmark i den periode.
Skal du derud igen?
»Jeg skal ikke rejse lige foreløbig. Og slet ikke derud,« siger Erik Kjærsgaard Eriksen, der først rigtig fattede, at han var fri, da han sad i en bil fra Røde Kors.
Var du bange?
»Jeg kom til den konklusion, at hver dag i live er en dag, hvor man ikke er død. En dag var der en sort slange med rødt og gult på sig i mit telt. Den var en meter lang og kunne nemt have været giftig. Den skar de over, men hvis den havde bidt mig, kunne jeg have været død.
En anden dag fandt jeg en stor fugleedderkop i mit telt. Den kunne også have dræbt mig. Så hvis jeg skule have været der et år, havde chancerne for at klare den nok ikke været så store.«
Hvordan holdt du modet oppe?
»Jeg har to døtre. En på fem og en på 12 år. Hvis jeg ikke kom ud, havde de fået meget store problemer,« siger Erik Kjærsgaard Eriksen, der nu skal bearbejde oplevelsen.
»Da jeg vågnede i flyet, troede jeg, at jeg hørte floden.
Det bedste i lejren var at sove og måske drømme lidt så jeg kunne komme væk.
Jeg så flyverne oppe over mig og tænkte, at det måske var det sidste, jeg så til civilisationen,« husker Erik.
I går sad han selv i et af de fly.
På vej mod civilisationen.
