Hvis Rasmus Trads havde en drøm om at blive vasket pæn, ren, hvid og troværdig, da han for syv måneder siden sagde ja til et dokumentar-program med og om sig selv - så er drømmen bestemt ikke gået i opfyldelse.
Manden bag PFA-sagens falske underskrifter blev ikke fremstillet videre sympatisk i TV2s nærportræt mandag aften. Og hvad der måske er mere interessant: Det var i høj grad hans egen skyld.Trads' fremstilling af sig selv var nemlig heller ikke sympatisk. Ikke at det var trash-TV. Men dog Trads-TV.
Dels er der noget med hans øjne, som på brøkdele af sekunder kan skifte fra varme og charme til isnende kulde. En snert af Dr. Jekyll og Mr. Hyde, som ikke umiddelbart er tillidsvækkende.
Dels er der noget med hans sprog, som hverken er en jurist eller en PFA-direktør værdig. Rasmus Trads' bander og svovler, men han ejer ikke evnen til at gøre det charmerende, endsige elegant. Især på TV afsløres den slags lige på en studs. Undskyld, Rasmus: Men det er ganske enkelt mangel på format.
TV2s dokumentar havde fået titlen "Bag Masken". Det er en ambitiøs titel. Hvad der egentlig gemmer sig bag Trads-masken, fik vi dog kun antydningsvise svar på. For noget må der da gemme sig? Svarene gik i retning af den dobbelte Trads, vi allerede kender fra retssagens TV-klip. Den pæne mand, som også har den mørke side i sig.
Hvorfor han er denne sammensatte personlighed, kan kun en seriøs psyko-analyse give svar på. Men i en TV-dokumentar, som TV2 har arbejdet på i syv lange måneder, kunne man alligevel godt have forventet et forsøg på et bedre facit. F.eks. kunne man have spurgt hovedpersonen selv.
Hvordan er Rasmus Trads' selvopfattelse, hvis man virkelig går ham på klingen?
Det spørgsmål blev vi ikke klogere på i aftes. Vi hørte Trads gentage den diagnose, han også har skrevet i sin egen bog: At Kurt Thorsen "kraftedeme er psykopat, en latterlig lille lort". Men vi hørte ikke Trads' bud på sig selv som menneske. Han blev ikke presset til at give et bud på den selvopfattelse, som måske - eller måske ikke - har ændret sig siden PFA-sagens afsløring.
Det kunne ellers være interessant fra en mand, som dels har gjort sig til stor-kriminel, dels har siddet i isolationsfængsel, og dels på godt og ondt har hvirvlet sig ind i den danske medie-maskine både før og under retssagen.
I stedet fik vi enkelte tankevækkende udsagn fra mennesker i Rasmus Trads' fortid. Bl.a. Svend Erik Jørgensen, tidligere bestyrelsesmedlem i AP Pension, hvor Trads arbejdede en årrække:
"Trads blev fyret, fordi hans projekter var for risikofyldte. Fordi han gik ud over sit mandat. Han ville f.eks. satse en tredjedel af hele APs kapital i et hotelprojekt på Langelinie. Han var meget målbevidst, men hans mål var mere personlige end professionelle. Han manglede den sunde fornuft. Hans konsekvens-analytiske lys brændte ikke med generende styrke", sagde Jørgensen.
En udtalelse, der må have ramt Trads som en hammer. Men også en interessant udtalelse, set nu i PFA-sagens ulideligt klare bakspejl. Da TV2 fair nok gav ham mulighed for at svare på den barske svada fra AP-manden - så nægtede Trads som et fornærmet barn. Hans glade blå øjne frøs igen til sort is.
Men Trads havde da stået sig meget bedre ved at svare på kritikken. I stedet lignede han en mand, som - for at bruge hans eget yndlings-udtryk - overhovedet ikke er i stand til at modtage kritik.
Med PFA-sagen in mente var også en en udtalelse fra en salgschef i byggebranchen, Henning Kornbo, ganske interessant: "Trads havde et ønske om at blive noget rigtigt stort. Men han ville blive det med elevatorfart, i stedet for at tage trappen..."
Eller det TV-elegante klip fra tennisbanen, hvor Trads missede en bold med ordene: "Hver gang, jeg skal til at lave noget ordentligt - så bli'r det noget lort..."
Eller forholdet til elskerinden, Carina: "Jeg havde den naive opfattelse, at det ikke ville komme frem i retssagen. Det burde jeg nok have forudset..."
Endelig citerede Trads sin egen hustru, Lise, for dette kærlige statement: "Jeg er jo bare gift med fjolset..."
Det blev således langt fra Trads' aften på TV. I et virvar af S-tog og kaotiske pressemøder forsøgte TV-holdet også i stille private stunder at komme tæt på Trads. Men han åbnede aldrig sine inderste døre. Han lod dem ikke komme ind.
Derfor lykkedes dette TV-portræt også kun halvt, desværre. Som seere blev vi ikke meget klogere.
Til gengæld kan vi bagefter stille spørgsmålet: Hvorfor sagde Rasmus Trads overhovedet ja til et sådant program? Til syv måneder med TV i hælene, midt i en alvorlig retssag?
Hvad ville han selv med dette TV-portræt? Er han virkelig så naiv, som han gennem seks måneder har påstået i byretten?
Hvis svaret er ja - så er hans formatløse TV-optræden måske til at forstå.
Men naivitet kan ikke forklare alting.
