Det danske aktiemarked fortsætter sin himmelflugt. C20-indekset åbnede ugen med en stigning på hele 4,37 procent. Indekset har sat ny årsrekord.

Danske aktier trumfer resten af Europa og tog hul på den nye aktieuge med et gevaldigt hop på 4,37 procent for de tyve mest handlede aktier i C20. Dermed nåede C20 det hidtil højeste niveau i år med en lukkekurs på 288,76. Den tidligere årsrekord fra den 6. januar lå på 280,45.

Vestas var med til at drive aktierne i vejret med et kæmpe kurshop på 10,3 procent, så vindmølleaktien nu står i kurs 424. Det var femte dag i træk, at Vestas strøg i vejret. Siden selskabet præsenterede regnskab i tirsdags, og varslede massefyringer herhjemme og udlandet er aktien steget med over 25 procent. Også A.P. Møller-Mærsk, FLSmidth og Norden havde en rigtig god mandag med stigninger på mellem syv og 11 procent.

- Det er de tunge selskaber som Vestas og Mærsk, der trækker det danske marked. Forbedrede nøgletal fra Kina og Asien har givet mere tiltro til Mærsk, og Vestas har fået opmærksomhed fra udenlandske investorer på den amerikanske vind- og energikonference AWEA, siger chef for Sales Trading i Danske Bank Mads Zink til Ritzau.

Derudover påpeger han, at ugens nøgletal yderligere kan være med til at sparke aktiemarkederne til himmels.

- Lige nu er markedets fokus på nøgletal og regnskaberne. Men i modsætning til for to måneder siden fokuserer man nu på de positive nyheder i stedet for de negative, siger Mads Zink.



/ritzau/