Det Kongelige Teater skal nok engang på jagt efter en ny balletmester.

Nuværende balletmester Aage Thordal-Christensen ønsker ikke at fortsætte i jobbet, når hans kontrakt udløber den 1. juli næste år, oplyser Det Kongelige Teaters bestyrelsesformand, Mads Øvlisen.

Ifølge Øvlisen er Aage Thordal-Christensens beslutning begrundet i, at arbejdsforholdene med Den Kongelige Ballet "er af en sådan art, at Aage Thordal-Christensen ikke ser sig i stand til at lede balletten udover den indeværende kontraktperiode."

Det Kongelige Teaters bestyrelse beklager balletmesterens beslutning.

- Det er ikke acceptabelt, at en balletmester endnu engang forlader teatret, fordi samarbejdet mellem balletledelsen og danserne ikke har kunnet bringes til at fungere tilfredsstillende, siger Mads Øvlisen.

/ritzau/