Den danske kortfilm "Bror, min Bror", instrueret af Henrik Ruben Genz og produceret af Nimbus Film, fik ingen Oscar natten til mandag i Los Angeles. "American Beauty" løb med fem statuetter.

Den danske børnefilm blev ellers præsenteret som den første blandt de nominerede bud på årets Oscar-kortfilm.

På det tidspunkt var fire øvrige Oscars allerede uddelt.

"Bedste kvindelige birolle" gav en Oscar til Angelina Jolie for hendes rolle i "Girl, Interrupted".

Filmen "Topsy-Turvy" instrueret af den britiske instruktør Mike Leigh løb med to Oscars for "bedste kostumer" samt "bedste make up" ved den 72. Oscar-uddeling i Los Angeles.

"Bedste lyd" skaffede en Oscar til filmen "The Matrix".

En Oscar for bedste sang gik til Phil Collins for "You´ll Be In My Heart" i tegnefilmen "Tarzan".

Oscar for "Bedste mandlige birolle" tilfaldt veteranen, 67-årige Michael Caine, for hans rolle i "Æblemostreglementet" instrueret af svenske Lasse Hallstrom. Caine blev valgt foran blandt andet den kun 11-årige Haley Joel Osment fra "Den sjette sans" og superstjernen Tom Cruise fra filmen "Magnolia".

Bedste dokumentarfilm blev "One Day In September", mens Wim Wenders måtte nøjes med nomineringen for filmen om de i Danmark populære cubanske musikere med filmen "Buena Vista Social Club", der har været vist i danske biografer.

Bedste dokumentar kortfilm blev "King Gimp".

I stedet for det danske bud på en Oscar-kortfilm, blev det den amerikanske "My Mother Dreams The Satans Disciples In New York", der løb med den eftertragtede pris i kortfilmsafdelingen.

Sangeren Phil Collins vandt Oscar for bedste film-sang med "You'll Be In My Heart" sunget i "Tarzan".

Bedste animerede kortfilm blev "The Old Man And The Sea".

Instruktøren Pedro Almodovar sørgede for en triumf til Spanien med den kritiker-roste film "Alt om min mor" i kategorien for bedste udenlandske film.

Filmen "The Matrix" var på vej mod en stor triumf uden for de helt store Oscar-kategorier, da den blev valgt som bedste filmlydeffekter og derefter også satte sig på billedsidens effekter med den tredje Oscar.

Dermed slog "The Matrix" blandt andet udstyrsstykket "Star Wars Episode 1: The Phantom Menace" helt af banen. Stjernekrigen var som den eneste film ud over "The Matrix" også nomineret for bedste lyd samt sine film-effekter i såvel billede som lyd.

Bedste filmmusik gik til John Corigliano og filmen "The Red Violin", der endnu ikke har været vist i Danmark.

Derudover var der en æres-Oscar til den 74-årige polske instruktør Andrzej Wajda, som holdt sin takketale på polsk til ære for de landsmænd der, som han sagde, "holdt sig vågne midt om natten for at dele hans glæde".

Oscar for bedste sceneopsætning gik til filmen "Sleepy Hollow", mens "The Matrix" understregede sin hovedrolle ved Oscar-uddelingen ved at sikre statuette nummer fire for bedste film-klipning.

I kategorien bedste skuespillerinde vandt Hilary Swank en Oscar for sin rolle i filmen "Boys don't cry". Dermed slog hun såvel Annette bening, Janet McTeer, Juliane Moore og ikke mindst Meryl Streep, der alle havde sat næsen op efter at vinde prisen.

Oscar i kategorien skuespiller gik til den 40-årige Kevin Spacey for hans rolle i "American Beauty". Vraget til den prestigefyldte pris dette år blev Russel Crowe for sin rolle i "The Insider", Denzel Washington for "The Hurricane", Richard FarnsWorth for "The Straight Story" og Sean Penn "Sweet and Lowdown.

Efterfølgende fik "American Beauty" endnu en Oscar - den fjerde - i og med, at prisen i kategorien bedste instruktør gik til britiske Sam Mendes for netop denne film.

Men det var endnu ikke slut med hædersoverøsningerne af "American Beauty". Filmen fik også en Oscar i den altoverskyggende kategori bedste film. For næsen af "Æblemostreglementet", "Den Grønne Mil", "The Insider" og "Den Sjette Sans". /ritzau/

Se alt om Oscar-uddelingen - bl.a. videoklip fra Oscarfesten, klip fra vinderfilmene og meget andet på www.oscar.com