A.P. Møller præsenterede i dag en model af, hvordan hovedstadens nye operahus kommer til at se ud. Arkitekten bag operahuset, den verdensberømte arkitekt Henning Larsen, var dog ikke til stede ved præsentationen.

Operahuset - på Dokøen lige over for Amalienborg og Marmorkirken - har været genstand for mange uenigheder. Så sent som fredag i sidste uge fandt der angiveligt et krisemøde sted mellem Henning Larsen og husets bygherre, skibsreder Mærsk Mc-Kinney Møller. Efter mødet skulle den verdensberømte arkitekt have været ved at forlade projektet helt.

Henning Larsens repræsentant på fremvisningen torsdag oplyste, at arkitekten var på ferie, men ønskede ikke yderligere at kommentere situationen.

Ifølge direktøren i A.P. Møller Fonden, Bo Wildfang, har man dog et udmærket samarbejde med Henning Larsen.

- Der finder løbende møder sted med bygherren ligesom med rådgiverne, og de møder er helt klart interne, sagde han.

/ritzau/