Filminstruktører spinder guld på at instruere reklamefilm. Til gengæld er der også en grund til at hyre en Søren Fauli, en Bille August eller en Susanne Bier.

  • Fauli: Reklamefilm er et håndværk
  • Bille August: Lægger personlige ambitioner på hylden

    »At lave reklamefilm er et håndværk, og det skal respekteres som det. Jeg har brugt megen energi på det, og jeg er nok mere reklamemand end mange af de andre instruktører,« siger Søren Fauli, der er manden bag bl.a. Polle-reklamerne. Foto: Brian Rasmussen Af Charlotte Nybro Bredsted Når Minna fortæller Gunnar, at »fisk - det er der da ingen ben i,« så har Susanne Bier haft en stor finger med i spillet. Når Polle suser af sted på sin Puch Maxi, er det Søren Faulis skæve hjerne, der har været i sving. Og når mænd går i sauna - og en af dem hænger Ekstra Bladet på sin... - er det Lars von Trier, der har beriget os.

    Ja, faktisk er rigtig mange af de reklamefilm, vi indtager sammen med aftenkaffen, instrueret af en kendt dansk instruktør. Stort set alle danske filminstruktører kan nemlig skrive reklamefilm på deres CV, og tilmed tjener de kassen på at lave dem.

    Typisk får de »store navne« mellem 50.000 kr. og 150.000 kr. for en reklamefilm, alt efter hvor omfattende filmen er, og hvor stor format instruktøren har. Og typisk bruger de kun et par uger på projektet.

    »Som hovedregel får en instruktør ti pct. af budgettet på en reklamefilm. Og det sker tit, at en film løber op i mere end én mio. kr. Så jeg vil nok sige, at de gode danske instruktører får mellem 100.000 kr. og 150.000 kr. for en film. Men i udlandet får man altså 12.000-15.000 dollar for en dags optagelse - og hvis det er en større film, er der tale om to-tre ugers optagelse,« forklarer producer Christiern Topsø fra produktionsselskabet Moland Film, der bl.a. har instruktører som Susanne Bier og Søren Kragh-Jacobsen i stalden.

    Hos produktionsselskabet Bjarke, Sonne og Levring, der repræsenterer instruktører som Thomas Vinterberg, Ole Christian Madsen og Hella Joof, har man også et bud på, hvad det koster at få et af tidens hotte navne i instruktørstolen.

    »Det ligger vel fra 50.000 kr. til ja, 150.000 kr. vil man måske give for en af de rigtig store. Men hvis de laver fire film i ét hug, er der mængderabat,« understreger producer Erik Algreen Petersen.

    Så selv om instruktørerne ikke har tid til at lave reklamefilm i ét væk, har de mulighed for at tjene »en lille skilling« i ny og næ. Eller som Christiern Topsø formulerer det:

    »For en instruktør er det dyrt at gå og vente. Og en uge er jo relativt kort tid for dem. Så hvis man vil tjene mange penge, er det en måde at gøre det på,« siger han og griner.

    Men det er heller ikke uden grund, at Hella Joof instruerer skrabespilsreklamer for Dansk Tipstjeneste, eller at Bille August fortæller tv-historier om, hvordan en BG Bank skal være.

    »Selvfølgelig køber man deres navn og deres erfaring, men spillefilminstruktører er også rigtig gode til at instruere dialog - de er gode til at fortælle historier. Og generelt mener jeg, at de er med til at hæve niveauet i en reklameblok,« siger Christiern Topsø og tilføjer, at de deciderede reklamefilminstruktører ofte er bedre til stemninger og desuden er meget visuelt stærke.

    »Vi gør os jo nogle overvejelser på forhånd i forbindelse med stil, budskab og målgruppe, og herudfra vælger vi så den, der har kompetencen.«

    På Den Danske Filmskole, der har uddannet de fleste af Danmarks dygtige filminstruktører, er man imidlertid lidt mere lunken over for, hvad man bør bruge sin instruktør-kunnen til.

    »Reklamefilm holder instruktørens tekniske kvaliteter ved lige, men der er altså fare for, at de sløver deres bevidsthed. Og det er en alvorlig sag,« understreger Carsten Fromberg, der er ansvarlig for instruktørlinien. Han tilføjer, at det selvfølgelig er en privat sag, men pointerer også, at man må gøre op med sit moralkodeks, hvad man vil være med til.

    Og det er præcis, hvad instruktør Erik Clausen har gjort. For på trods af at han lige nu arbejder på en film, der bl.a. karakteriserer en instruktør, som prøver at holde hemmeligt, at han faktisk lever af reklamefilm, så ligger de lukrative reklamefilm langt fra Clausens eget univers.

    »Det interesserer mig ikke. Ganske enkelt. Det er spild af tid. Man må gerne være lidt stolt, men jeg ved godt, at det gik af mode med kukuret,« griner han og hæver stemmen.

    »Jeg synes det at lave reklamefilm udsender nogle signaler om, at man er mere eller mindre til salg. Desuden er det også tidsspilde at se på.«

    Clausen tilføjer, at det selvfølgelig ikke er alle, der kan leve af at lave spillefilm, men at man så kunne finde på andre muligheder.

    »For min skyld må mine kolleger da gerne, men måske skulle de hellere tjene ekstra penge på at undervise eller køre taxa. At få penge for at lave reklamer har karakter af bestikkelse.«