Det er efterhånden blevet et kendt ordsprog, og efter de første gennemlytninger at dømme er det en temmelig passende beskrivelse for Wafandes nye samarbejde med vennen og soul produceren Nuplex.
Sammen går de to under navnet Black Dylan, og selvom der er masser af soul med klare jazzreferencer på det engelsksprogede albums kun ti numre, så savnes den originalitet og energi, der ellers med årene er blevet Wafandes allerfineste varemærke.
Wafandes talent er uomtvisteligt, hvilket viser hans genremæssige overskud, der spænder fra rap til reggae og nu også soul, men det virker desværre som om, det ikke rigtig holder på størstedelen af de især mere langsomme numre, som albummet hovedsageligt består af.
Måske er det også derfor, at det netop er de to uptempo numre, Hey Stranger og Don’t Wanna Be Alone, der gør sig bedst på albummet og som til gengæld så også synes at have et klokkeklart internationalt potentiale.
Sidstnævnte har som førstesingle længe været i rotation på de hjemlige radiostationer og dermed været medvirkende til at skabe en forventning om et mere uptempo, dansevenligt og glad soulalbum, men stilmæssigt er der langt ned til de andre numre.
Men også produktionsmæssigt synes der at være problemer på albummet, idet Wafandes stemme på flere af numrene er skruet så meget ned, så det til tider er svært at høre, at det faktisk er Wafande, der synger.
Tilbage er der kun at sige: bedre held næste gang!
Black Dylan. 'Black Dylan', Universal Records udgivet 06.05.2016
