Okay, Rod Stewart lever højt på fortidens meriter, men når man stadigvæk kan leve så godt med dem, som Rod åbenlyst gjorde i Middelfart, så er han også stadig The Rodfather
Det tilkommer næppe mig at værdisætte Rod Stewarts moralske habitus som privatperson. Så det vil jeg udelade.Men så meget tør jeg fastslå, at det gamle rustne rockrør som "artist" i snart mange år har virket som en opportunistisk charlatan og har gjort for begreberne "nerve og nødvendighed", hvad George W. Bush i de senere år har gjort for dollarkursen.
Han startede for små 40 år siden som én af sin tids fineste bluesrocksangere, så fortsatte han som tålelig roots- og rock and roll sanger, indtil dén fest også var forbi. Så blev det disco, siden firserpop og endelig croon a’la Las Vegas. For det var jo dét som solgte. Alt i alt opportunisme og forbandet lidt kunstnerisk berettigelse – for nu at sige det på den måde. Guderne skal vide, at jeg specielt husker ét Vegas-show på TV, hvor Rod på en aften ramte omtrent så mange rene toner, så det kunne have gjort en blind bueskyttes opvisning i træfsikkerhed til et studium i præcision.
Da jeg så gik ind på festivalpladsen på den i øvrigt overmåde sympatiske Rock Under Broen festival for at opleve endnu en Stewart-koncert, havde jeg absolut ingen forventninger. Til gengæld fik jeg allerede fra starten med "It’s A Heartache" én af de flyveskaller, jeg holder allermest af. Nemlig dén, hvor kunstneren på scenen siger:
"Jungersen, din idiot! Har du ligesom glemt, hvor mange fede sange, jeg står bag!?"
Så, gu’ er Rod Stewart en opportunistisk charlatan, men han er en ualmindeligt charmerende én af slagsen. I særdeleshed når han er i et åbenlyst spillehumør, som han var i Middelfart. Med et knaldende kompetent backing-band bag sig, fik vi for eksempel klassikere som "Some Guys Have All The Luck", "Downtown Train", "Havin’ A Good Time", "Hot Legs", "Maggie May", "Da Ya Think I’m Sexy" og en helt igennem ubetalelig udgave af Creedence Clearwater Revivals "Have You Ever Seen The Rain", som næsten – men også kun næsten – matchede ophavsmanden John Fogertys udgave i Jelling for et par uger siden. Hvor er den sang dog vidunderlig.
Og de 11.000 publikummere elskede det. De dansede, de smilede og de så ud, som om de næste mange dage i deres liv bliver langt lettere at bære. Så lader vi det ligge, at koncerten med fem kvarter selvsagt var alt for kort, og at den gamle krukke følte sig kaldet til at lade sine i øvrigt brillante backingsangere tage en rundgang med B 52’s "Love Shack", mens han skulle ud og skifte tøj.
Mick Jagger bliver Rod Stewart aldrig, og han tager fremdeles lidt for let på dét, han laver. Men man kan sgu’ ikke tage fra ham, han er en fremragende fortolker (Van Morrisons "Have I Told You Lately", anyone?), og at hans stemme er helt unik. Ligesomt det er åbenlyst, at han – efter nogle år som Sinatra-snot-udgaven – nyder at være ude at spille de rigtige sange igen. Alene at han i 2008 kan synge de dér ubetalelige og ubærlige linjer "I would’ve given you all of my heart/ but there’s someone tryin’ to tear it apart" fra "The First Cut Is The Deepest" med sådan en overbevisning, er al ære værd.
Og mere ære: jeg havde det rart. Der var åbenlyst kærlighed i luften. Og så fandens meget mere forlanger jeg sådan set ikke. . .
