Well, der er sgu efterhånden længere mellem den slags, end der er mellem intelligent programplanlægning på TV2, men det amerikanske sydstatsband Gov’t Mule insisterer stadig på at gøre tingene på den gammeldags facon. At spille musikken i live – så at sige.

De går i studiet, sætter i med et klassisk rock-riff eller to, og så ser vi ellers, hvor musikken bærer os hen. Således også på den fænomenale guitarist Warren Haynes (tidligere bl.a. legendariske Allman Brothers Band) og hans medlevende muldyr i Gov’t Mules ottende album "By A Thread".

Længere væk fra præfabrikerede poppapegøjer og platte talentshows kommer man ikke, og det siger alt om, hvor tragisk tilvænnet, man er blevet til den slags, at det tog mig talrige gennemlytninger af "By A Thread" overhovedet at få sindet i en tilstand, så man atter forstod at værdsætte det dér "musik-for-musikkens-skyld" igen i 2009.

Men så blev jeg også så rigeligt belønnet. Fra starten går med Texas-tramperen "Broke Down On The Brazos" (hvor Haynes har selskab af ZZ Tops grovhuggende guitarist Billy Gibbons), den sumpede, småfunky og velturnerede klassiske rocker "Steppin’ Lightly" samt den Lynyrd Skynyrd farvede "Railroad Boy" taler vi flot musik fra en svunden tid hér. Fra dengang samples, vocodere og loops blot var et sygt glimt i en eller anden teknokrats øjne, og musik stadig var noget, som blev skabt af levende mennesker på analogt, aldersstegent udstyr.

Det er musik rundet af klassisk rock, blues, gospel og lejlighedsvis psychedelia, og alt imens numrene ikke alle er lige tilgængelige, så er de alle som ét spillet af kærlighed og nødvendighed i et univers, hvor gustent overlæg er noget, man lader politikerne om.

Så får det være, at Gov’t Mule ind imellem tager ekskursionerne lovligt langt ud i syremarken. Det primære hér er nemlig, at man i 2009 gang på gang – f.eks. når man hører "Any Open Window" (en nær slægtning til Hendrix-klassikeren "Fire") – siger til sig selv:

"Hva’ satan, laver man stadigvæk sådan noget?"

Det bekræfter så at sige lytteren i, at ikke ALT er helt ad helvede til hér i verden. Og tro mig trygt; det har man brug for, som tiderne er.

Gov’t Mule spiller i Pumpehuset, København, torsdag 5. november.