Steffen Jungersen

AC/DC gjorde det umulige og matchede sidste års mageløse mesterseance i Parken, da kvintetten indtog Horsens

Spørgsmålet er simpelthen, hvor fanden man starter, når man skal anmelde dét ,legendariske AC/DC præsterede i Horsens lørdag aften. Well, vi kan jo begynde hér: op i en rødkælks rectum og siden ned i den dybeste kælderskakt med Hans (Skin)Hellighed Bonos bevidste bavl og Michael Stipes (R.E.M.) selvklynk, for det AC/DC leverer, mine damer og herrer, er så meget bedre og så meget vigtigere end det, rockens selvbestaltede verdensfrelsere kan præstere. AC/DC på en aften som i Horsens er nemlig alt dét, prædikanterne prædiker men er ude af stand til at føre ud i livet: De er en livsbekræftelse, så det får en overarbejdet fødeklinik til at minde om en bedemandsforretning, og guderne skal vide, at hvis man nogensinde har kunnet lide livet og rock and roll, så finder man selve meningen med samme liv, når AC/DC lægger fra land,som de gjorde lørdag aften. Og okay, efterhånden og efter to år på turné har sanger Brian Johnson omtrent så meget stemme tilbage som Whitney Houston efter en nat i byen med Lemmy fra Motörhead. Ligesom man kunne vælge at hidse sig op over, at AC/DC i Horsens spillede stort set det samme sæt, som de gjorde i Parken 19. Juni sidste år. Men når man nu har verdens bedste jukebox til at spille op til den bedste fest, man overhovedet nogensinde har holdt, hvad betyder så nogle gentagelser? Ved I hvor meget det egentlig betyder? Nul og en parallel-fløjtende papskid i og med at AC/DC i Horsens ganske enkelt gjorde det umulige og matchede koncerten i Parken sidste år, som jeg dengang kaldte den bedste koncert på dansk grund nogensinde. Nå, så har vi bare to af dem nu. Fra starten gik med "Rock And Roll Train" og frem blev Horsens hamret i overgivelsens knæ af et band, som utroligt nok og efter 37 år fremdeles spiller den basale rock’n’roll, som om den musik er den vigtigste i verden. Hvad den naturligvis også er! Igen brillerede sanger Brian Johnson med den oplagte kandidat som vinder af "årets dummeste spørgsmål", da han efter "Rock And Roll Train" forhørte sig: "Hva’ så? Vil I have noget rock and roll? I så fald starter festen lige nu!" Dermed gik vi over i "Hell Ain’t A Bad Place To Be", "Back In Black", "Big Jack" og måske dén mest møgtunge og liderligt slingrende "Dirty Deeds Done Dirt Cheap", jeg nogensinde har hørt dem levere. Så var Horsens hamret i knæ til den totale underkastelse, blot for at dette enestående rock and roll band kunne følge op med at løfte os op til en livsglæde, som i hvert fald jeg kun oplever, når ægte rockmusik spilles så fedt, som AC/DC gør det. "Hva’ fanden betyder 34 år, når den stadig ikke er overgået," som en kollega jublende bemærkede efter "Dirty Deeds" fra 1976. Så ramte AC/DC "Shot Down In Flames", og jeg begyndte atter at undre mig over, hvorfor andre bands overhovedet gider. De har jo ikke en snemands chance som kok i en kina grill for at matche det hér alligevel. Og som aftenen skred frem med "The Jack", "Hell’s Bells", "War Machine" (hvordan fanden kan man få en sang med den titel til at lyde så sexet??) og en fuldstændig ubetaleligt swingende "Shoot To Thrill" – spillet for en fantastisk medlevende 30.000 talligt publikum – slog det mig atter, hvor stor en livskraft rock and roll er, når det er bedst. Vi startede måske på plænen, men vi endte på en destination, som de kun kender navnet på på Cape Canaveral. Mageløst. Intet mindre. Det hér var musik fra før, Sushi-segmentet overtog gadebilledet. Fra dengang en grillpølse vejede 400 gram og var brændt til bedårende perfektion. Fra dengang øl var noget man skyllede i skuffen snarere end skrev bøger om. Fra dengang man afgjorde tvister med fem flade over fjæset snarere end knivstikkerier. Jeg har hørt den periode omtalt som "fra før verden gik af lave". Ét er sikkert: den dag AC/D C stopper, så GÅR verden af lave. Så lad os håbe det varer længe endnu, selv om rygterne siger noget andet. I mellemtiden: FOR THOSE ABOUT TO ROCK – I SALUTE YOU!! Det fås fandme ikke bedre!