Når Runrigs canadiske sanger Bruce Guthro om små to uger (23. november) starter endnu en dansk soloturné, bør eventuelle groupies skrue helt ned for forventningerne. I modsætning til sin danske kammerat Johnny Madsen, er Bruce nemlig ikke konen utro.

- Har Johnny virkelig sagt det?

Undertegnede har netop fortalt Runrigs DK-aktuelle sanger Bruce Guthro om dét B.T. interview, hvor den danske rocksanger Johnny Madsen tilstår, at han har været konen utro 'dejligt mange gange'.

Og Bruce, der anser Johnny som én af sine gode danske venner, har svært ved at tro på historien.

- Utroskab, er altid en god måde at få omtale på. Og hvis man så kan have både ordet 'utro' og 'dejligt' i samme sætning, så er det endnu bedre. Og jeg ved, at Johnny godt kan lide at snakke, siger Bruce, der ikke selv kunne drømme om at være sin kone Kim utro.

- Det er hos familien, den virkelig magi opstår. Og dét ville jeg aldrig drømme om at ødelægge, siger Bruce, der netop har udsendt det roste soloalbum 'Celtic Crossing', der i B.T. høstede fem stjerne.

- Sammen med vennerne og familien er musikken mit liv. Og jeg tror, der er noget i den keltiske genre, der tiltrækker alle. Det drejer sig om de helt basale følelser: kærlighed, sorg, hvemve og længsel.

- Og når melodierne så også er så fantastiske, som de er, så bliver resultatet uimodståeligt, siger Bruce Guthro, der nu også har sin voksne søn Dylan med i bandet og med på pladen.

- Det er helt fantastisk at dele musikken med Dylan. Og jeg har netop hjulpet ham med at producere hans første soloalbum, siger den stolte far, der dog ikke får sønnen med til Danmark.

- Han skal i gang med sit eget, siger Bruce, der kan ses på følgende steder på sin lille DK-tour:

23. november: Portale i Greve

24. november: Skaaen i Nordkraft, Aalborg

25. november: Tobakken i Esbjerg

26. november: Fermaten i Herning

1. december i Pavillionen i Grenå

Og endelig:

2. december: Magasinet i Odense