Se hitlisten over den mest populære musik at jogge til. Den rigtige musik får dig til at præstere bedre, siger hjerneforsker.

Lady Gaga og Medina. Det er for tiden de to mest populære kunstnere, når danske løbere skal vælge musik at løbe til. Lady Gaga er den mest populære af de to, mens Medina står bag det mest populære nummer, nemlig hittet 'Kun for mig'.

Hitlisten er lavet Berlingske Research, der har indsamlet musikfavoritter fra 1.600 løbere. Løberne har nævnt 1.300 forskellige kunstnere lige fra Brahms og Prokofiev til moderne pop, rock og heavy.

Køb adgang: Få musikanbefalinger, der passer til netop dit løb

Længere nede af listen finder vi kunstnere som Madonna, Nephew og Michael Jackson med nummeret Billie Jean.

Musik forbedrer din præstation
Af undersøgelsen, hvor i alt 8.000 løbere har deltaget, fremgår det, at 35 procent løber med musik i ørerne.

Tjek de kendtes løbemusik her.

Men gør det over hovedet en forskel, om man lytter til musik eller ej? Ja, mener en forsker med forstand på både musik og hjerner.

- Det er dokumenteret, at musik kan få en til at præstere bedre. Der kan være individuelle forskelle, der gør, at det ikke gælder for alle, men generelt har musik en positiv effekt. Det gælder både før, under og efter træning, siger Peter Vuust, der er professor ved Aarhus Universitet inden for musik- og hjerneforskning.

Dokumentationen stammer fra forsøg med elite-cykelryttere, hvis præstationer blev markant bedre ved at lytte til musik.

Selv om forsøget er testet cykelryttere, mener Peter Vuust, at konklusionerne også gælder løbere, fordi både løb og cykling er konditionstunge sportsgrene, der ligner hinanden.

Tempoet skal være rigtigt
- Det er temmelig sikkert. Til gengæld er forklaringerne på, hvorfor vi ser en positiv effekt noget mere usikre. En forklaring kan være, at man med takten får en tempoangivelse, så man ikke løber for langsomt – eller for hurtigt. En anden forklaring er, at man glemmer smerten, fordi man koncentrerer sig om at lytte til musikken. Samtidig kan musikken påvirke adrenalinniveauet eller få hjernen til at udløse endorfiner, der er smertelindrende, siger hjerneforskeren, der selv er jazzmusiker og har medvirket på et hav af plader.

For at opnå den positive effekt skal høre musik tempoet være rigtigt, så ens motorik ikke bliver uhensigtsmæssigt påvirket.

- Man skal kunne løbe i takt, og tempoet skal være konstant, forklarer Peter Vuust,

Kan man sige noget om, at nogen genrer er bedre end andre?

- Det kan man godt sige, men det er utroligt individuelt. Rytmisk musik som rock og jazz har typisk et konstant tempo. Klassisk musik er svær at løbe til, fordi der ikke er noget konstant tempo, måske med undtagelse af noget barokmusik. Men generelt skal det være rytmisk musik.

Køb adgang: Få musikanbefalinger, der passer til netop dit løb