Nykredit Realkredit var ikke omfattet af aktiebeskatningsloven i 1999-2001, fastslår Øster Landsret.

Skatteministeriet har tabt en sag i Østre Landsret til Nykredit Realkredit om beskatning af aktieavance for 136 millioner kroner.

Dermed kan Nykredit-koncernen indtægtsføre de 136 millioner kroner i udskudt skat.

Skatteministeriet anlagde sagen tilbage i 2005 med påstand om, at Nykredit Realkredit skulle beskattes af aktiehandel i årene 1999-2001, fordi Skat mente, at selskabet kunne betegnes som næringsdrivende med handel med aktier.

Nykredit Realkredit holdt på frifindelse, da selskabets aktier var en del af dets anlægsbeholdning, og det gav Østre Landsret altså selskabet ret i.

- Realkreditloven stiller således krav om, at realkreditinstitutter til stadighed har en ansvarlig kapital af en vis størrelse, og at denne i overvejende grad placeres i sikre og rimeligt likvide aktiver, hedder det i dommen.

Ministeriet skal inden 14 dage betale 540.000 kroner i sagsomkostninger til Nykredit Realkredit.

/ritzau/