Sydøstjyllands Politi har under hele Farhad Tobers forsvinden meldt ud, at de har haft grund til at tro, at Farhad har været i god behold. 

Men uden at uddybe hvorfor. Før nu. 

Sydøstjyllands Politi oplyser til Vejle Amts Folkeblad, at politiet tidligere har modtaget oplysninger om, at den 17-årige Farhad Tobers familie har været i kontakt med ham, mens det har været udlagt, at han var forsvundet.

»Sydøstjyllands Politi modtog den 26. april 2022 oplysninger om, at Farhad Tober blev holdt skjult på en ukendt adresse, at hans mor havde kontakt med ham, samt at grunden til, at Farhad Tober blev holdt skjult var, at familien var bange for, at Vejle Kommune ville tvangsfjerne ham, ligesom et familiemedlem ønskede at skade politiets omdømme,« oplyser Ulla Kaspersen, der er kommunikationschef hos Sydøstjyllands Politi til avisen.

Oplysningen om tvangsfjernelsen byggede ifølge politiet blandt andet på, at kommunen havde modtaget flere bekymringer omkring børnene i familien. 

Hvilke bekymringer der er tale om, og hvorvidt Vejle Kommune overvejede en tvangsfjernelse, oplyses dog ikke af politiet. 

Farhad havde kontakt til klassekammerater

Desuden oplyser politiet, at elever fra Farhads skole har været i kontakt med ham under hans forsvinden via det sociale medie Snapchat. 

Mere konkret var politiet blevet gjort opmærksomme på to Snapchat-profiler, der ifølge klassekammeraterne, blev anvendt af Farhad. 

B.T. har desuden været i kontakt med en mor til en skoleelev, der har rettet henvendelse til politiet i marts 2023 med samme information.

Hun fortæller, at det var almindelig kendt blandt flere elever, at Farhad Tober havde det godt og opholdt sig i Tyskland.

B.T. har været i kontakt med Farhad Tobers onkel, Hefkr Ibrahim, der udtaler, at »det hele er noget bullshit.«

Onklen nægter, at de skulle have haft kontakt til Farhad Tober, samt at de skulle have vidst, hvor han har befundet sig.

Den dengang 16-årige Farhad Tober forsvandt ifølge familien for halvandet år siden. Han blev set sidste gang i forbindelse med en politiforretning i Vejle, hvor han løb ind i en skov.

Det er blevet fremlagt i DR-dokumentaren 'Forfulgt af politiet?', hvor familien fortæller, at de mener, at Sydøstjyllands Politi i en længere periode har chikaneret familien.

Farhad Tobers onkler og lillebror foran retten i Kolding mandag i sidste uge. Sulaiman ses helt til venstre i billedet. 
Farhad Tobers onkler og lillebror foran retten i Kolding mandag i sidste uge. Sulaiman ses helt til venstre i billedet. 
Vis mere