I Lejernes Landsorganisations forbund (LLO) er sagen med S.B. Management ikke et enestående tilfælde. Her har man registreret, at der de seneste år er dukket en masse fup-firmaer op, som på ulovlig vis prøver at malke desperate boligsøgende for penge.

»Det bliver mere og mere udbredt. Folk bliver misbrugt af plattenslagere, som udnytter den store mangel på boliger i København. For ikke så længe siden anmeldte vi flere selskaber til politiet,« siger økonom i LLOs forbund, Jesper Larsen

Alene i LLOs hovedstadsafdeling er antallet af klager over fup-selskaber og platugler, som skovler penge ind på fiktive lejligheder, fordoblet inden for de seneste fem år.

»I gennemsnit får vi omkring fem henvendelser om dagen, som specifikt drejer sig om dette problem. Heldigvis er der nogle, der lugter lunten og ringer, før skaden er sket. Men mange når desværre at betale penge for noget, de aldrig får og kommer dybt ulykkelige hen til os, når det sidste af børneopsparingen er brugt,« siger formand for LLO i hovedstaden, Helene Toxværd.

Hun vil gerne opfordre folk til at ringe eller maile til LLO i hovedstaden, hvis de støder på boligsvindlere. LLO kan også hjælpe med en politianmeldelse. Hos politiets bedrageriafdeling har man i øjeblikket flere verserende sager om boligfuskere.

»Det er meget sæsonbestemt. Anmeldelserne kommer mest op til studiestart. Når der er stor efterspørgsel på boliger, er der nogle, der bliver lidt for kreative,« fortæller kriminalinspektør Niels Jørgen Abildgaard.

Han understreger, at der i langt de fleste sager er tale om konkret bedrageri, hvor man tager penge fra folk, men ikke har decideret mulighed for at levere en bolig.

»Det er sket masser af gange, at nogle er blevet straffet for det. I øjeblikket har vi ca. fem verserende sager mod forskellige. Nogle sager er lidt større end andre,« fortæller Niels Jørgen Abildgaard.

mcn@bt.dk rbj@bt.dk