To indbrudstyve står bag to påsatte brande i Ishøj, mener politiet. De to 23-årige mænd blev i dag varetægtsfængslet i fire uger og har tilstået at stå bag brandene. De skal også mentalundersøges.

En nyrenoveret villa i Ishøj brændte ned efter et indbrud i august og måneden efter brændte en lade med hø i Ishøj Dyrepark.

Politiet på Københavns Vestegn mener, at to 23-årige indbrudstyve står bag de to påsatte brande, hvor der skete skader for flere millioner kroner. Alene ved branden i villaen var der skader for 3,7 mio. kr.

- Det er en meget alvorlig sag, hvor vi ved gedigen efterforskning har lagt brik på brik og i går anholdt vi de to 23-årige, som er fra området. De er kendt i forvejen af politiet for indbrud, siger vicepolitikommissær Carsten Møller Christensen.

Om natten den 24. august brød tyvene ind i villaen på Brentedalen i Ishøj, hvor de bl.a. stjal en fladskærm, øl og sodavand. Kosterne gemte de et sted på flugtruten. Men de blev nervøse for, at de havde efterladt spor i villaen.

Seks arnesteder

Senere på natten kom de retur til villaen og stak ild til huset med benzin. De brød ind i redskabsskuret og tog benzinen, der blev hældt ud seks forskellige steder i huset.

- Der blev fundet seks arnesteder, siger Carsten Møller Christensen.

Husets beboere, der netop var blevet færdige med at renovere villaen, var ikke hjemme. Brandvæsen og politi fik alarmen kl. 03.51.

- Vi mener, det skete for at slette sporene efter indbruddet. Det var en meget voldsom brand, siger Carsten Møller Christensen.

Stak ild i lade

Men tyvene kan åbenbart godt lide at se ild for den 20. september stak de. ifølge sigtelsen, ild på en staklade i Ishøj Dyrepark, der var fyldt med hø. Denne gang skete det ikke i forbindelse med et indbrud.

-. Men de kan godt lide at se på brandbiler, siger vicepolitikommissæren.

Politiets teknikere fandt trods den voldsomme brand i villaen spor, som har bundet tyvene til gerningsstedet.

Indbrudstyvene blev fremstillet i grundlovsforhør ved retten i Glostrup. Under afhøringen har de erkendt at stå bag brandene.

Politiet undersøger nu, om de to 23-årige kan stå bag andre uopklarede brand og indbrud i Ishøj-området.