Anklageren kræver otte måneders ubetinget fængsel til den 72-årige formand for Horserød-Stutthof Foreningen.

Anklageren i Københavns Byret kræver ubetinget fængsel i otte måneder til den 72-årige formand for Horserød-Stutthof Foreningen, Anton Nielsen, for hans forenings pengegave til PFLP i Palæstina og Farc i Colombia.

Dommen for anklagen om støtte til terrorbevægelser falder torsdag.

Der gik et suk, og "han må jo være sindssyg" gennem den fyldte retssal, da anklager Jakob Buch-Nielsen fra Københavns Politi fremsatte kravet om straf over den 72-årige.

Anton Nielsen siger til Ritzau, at strafpåstanden "er totalt ude af proportion, uanset hvad man måtte mene".

Også talsmand Viggo Toften-Jørgensen fra Den Faglige Klub i København er tiltalt i sagen for at have støttet den colombianske oprørsbevægelse Farc med 10.000 kroner.

Både Farc og PFLP er opført på diverse terrorlister.

- De har med fuldstændigt åbne øjne truffet det bevidste valg at yde finansiering til terror. De havde ond hensigt, sagde anklager Jakob Buch-Jepsen.

- Det er uden betydning, om de anså Farc og PFLP for frihedskæmpere snarere end terrorister, sagde anklageren.

- Danmark har over for FN forpligtet sig til forholdsvist strenge straffe i sager om terrorstøtte, fortsatte han.

- Anton Nielsen er 72 år, men har lige holdt en 1. maj-tale. Hvorfor skulle den mand ikke kunne idømmes ubetinget fængsel, sagde anklageren, og indkasserede et "nu må du styre dig" fra tilhørerskaren af lidt ældre medborgere, som tydeligt var på Nielsens hold.

Ligesom forsvarer Thorkild Høyer, som kaldte strafpåstanden "absurd":

- Anton Nielsen skal frifindes. Vi skal alle her være glade for, at der findes foreninger som Horserød-Stutthof Foreningen, som minder os om vores dyrekøbte historie. Den ene mands frihedskæmper er den anden mands terrorist, sagde Høyer.



/ritzau/