25-årig mand nægter sig skyldig i anklage om fremstilling af bombe, som blev anbragt i kælder i Aarhus.

I fire måneder har politiet i dyb hemmelighed efterforsket en sag om en somalisk mands påståede besiddelse af sprængstof i Aarhus. Nu løfter anklagemyndigheden en smule af sløret i sagen.

Fredag er anklageskriftet mod den 25-årige mand nemlig blevet offentliggjort. Han er anklaget for at have fremstillet en bombe, som han anbragte i et kælderrum på Peter Fabers Vej i Aarhus.

Det fremgår af anklageskriftet, at bomben bestod af to sprænglegemer på hver 200 gram, tændsnor og en detonator.

- Min klient nægter sig skyldig i det forhold, fortæller advokat Lars Henriksen, der er forsvarer for den 25-årige mand.

Advokaten vil på nuværende tidspunkt ikke udtale sig yderligere i sagen. Han er bundet af, at en dommer ved Retten i Aarhus har bestemt, at sagen har skullet køre for lukkede døre.

Det blev bestemt, da manden tilbage i oktober blev fremstillet i grundlovsforhør. Politiet fortalte dengang, at sagen drejede sig om fund af sprængstof.

Derfor må Lars Henriksen ikke fortælle, hvad der er blevet forklaret og i øvrigt fremlagt i retten indtil nu.

Dog fortæller advokaten, at den 25-årige erkender sig skyldig i tre andre anklagepunkter. De drejer sig om besiddelse af en lille kniv, besiddelse af 650 gram hash og 23 ampuller med dopingmidler.

/ritzau/